Leg i Livstræets Krone – fernisering og afsløring – 13. oktober kl. 15.30

Pressemeddelelse:

Leg i Livstræets Krone

– fernisering og afsløring af nyt kunstværk

foran Rudme Friskole

 

Den 13. oktober kl. 15.30 afsløres det nye vartegn i Rudme, kunstværket Leg i Livstræets Krone, som fremover kan ses i den store, flotte blodbøg langs Rudmevej – lige ud for Friskolen.

Kunstværket består af tre legende børn på vej op og oppe i selve trækronen, og nedenunder er der en speciel folkebænk, som er formgivet efter træstammen – alt sammen formet i metaltråd af de to cubanske kunstnere Arcadio og Ruben.

Rudme Friskole lægger i høj grad vægt på de kreative fag, og med dette nye kunstværk ud mod vejen samt den nye marmorridsning af Sys Hindsbo på skolens facade, som skuespiller og zirkusdirektør Søren Østergaard hjalp med at afsløre, bliver det også klart og tydeligt markeret som skolens image udadtil.

Kunstværket i blodbøgen er inspireret af Erik Lindbergs populære sang Livstræet med det kendte omkvæd:

Lad dem lege i livstræets krone
Lad dem føle, at livet er stort
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.

Samt bandet Gnags lige så populære sang Under bøgen, der naturligt refererer til bænken:

Lun luft og lysegrøn solspættet himmel
Det er forår og jeg sidder her
På bænken under bøgen
Der kommer Ejner, mon han sætter sig ned
Jo jo, der ka godt være fler
På bænken under bøgen

Forsangeren Peter AG, fra Gnags, er inviteret. Mon han også sætter sig på bænken under bøgen? Vi satser på det.

Begge sange synges i forbindelse med afsløringen, og derefter vil alle kunne sidde på bænken under bøgen og kigge op i Livstræets krone. Forhåbentligt sammen med Peter AG. Vi håber han kommer.

Skolens elever, forældre, lærere og rudmeboerne i det hele taget har selv en stor fortjeneste i, at kunstværket og drømmen om livstræets krone nu kan realiseres, da værket primært er finansieret via crowdfunding, med supplerende støtte fra kommunens ’slå i gang pulje’.

Hvor står Livstræet? Det står da i Rudme! Sid på bænken under det og drøm lidt om livet og de blå horisonter. Jo jo, der ka’ godt være fler – på bænken under bøgen.

Venlig hilsen

Tyge Mortensen, lokalformand, tel.: 60915845

Pedro Martines, skoleleder, tel.: 21228676

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *