Sys Hindsbos kunstværk til Rudme Friskole

Her følger en kopi af artiklen i oktobernummeret af magasinet Vores Egn – Ringeegnen, hvor Søren Østergaard afslørede Sys Hindsbos kunstværk til friskolen:

Statens kunstfond har med 50.000 kr. støttet et nyt kunstværk til Rudme Friskole, som er udført af én af Danmarks mest anerkendte og respekterede kunstnere, Sys Hindsbo, der nu i over 30 år har boet i Rudme, hvor hun er et kendt ansigt.

Kunstværket blev afsløret den 10. september 2017 af Zirkusdirektør Søren Østergaard, én af Sys Hindsbos personlige venner, der netop i år er blevet slået til Ridder af Dannebrog og bl.a. kendt fra Zirkus Nemo. Efter at have spøgt med, at han aldrig før havde prøvet at afsløre et kunstværk, men ofte havde set, at alt muligt jo kunne gå så grueligt galt, fik Søren Østergaard klippet snoren og afsløret det smukke kunstværk. Han fortalte, at Sys Hindsbo, som han for mange år siden mødte i Rom, nok havde været hans livs dyreste bekendtskab, for hun havde lært han at se på kunst og dermed gjort ham til kunstsamler.

De mange gæster fik serveret tapas og musikalsk underholdning, hvorefter Kamille Nygård, som både er præst i Herringe-Rudme og Gestelev, læste den dyrefabel for børn og voksne, som kunstværket skildrer.

Sys Hindsbos værker er mest kendte for at udtrykke melankoli, smerte, medlidenhed og dybe psykologiske traumer i en stil, der fokuserer på menneskekroppen og trækker tråde til den klassiske renæssance, men i dette nye kunstværk – en marmorridsning – til friskolen i hendes hjemlandsby er stilen helt anderledes. Værket er skabt med glæde. Det udstråler ro, harmoni og stor kærlighed til børn, til dyr og til tegningens fortælling. Titlen er: Ung pige formaner lille bjørn.

(Den grundlæggende fortælling kan læses i en anden artikel med samme titel her på siden.)

Værkets centrale figur er en ung barfodet pige, der sidder på jorden blandt en gruppe lyttende dyr. Hun ses i profil og løfter en formanende pegefinger mod en lille bjørn, som holder en sælunge i favnen. Bag hendes står to opmærksomt lyttende gæs og ved hendes side er der en siddende kat, en liggende hund og foran gæssene en rotte og en snegl. Den unge pige er klædt i en helt enkel kjole med rynkede pufærmer.  Håret er samlet i en knold øverst på hovedet.

Kunstværket er en marmorridsning udført på en 190 x 140 x 2 cm stor, kridhvid marmorplade, som kommer fra Makedonien via Carrera i Italien. Først tegnes motivet op på marmorpladen, hvorefter tegningen ridses ind i marmoret med en ligesliber, et eldrevet værktøj. Hele processen er teknisk vanskelig og fysisk krævende. Til sidst gnides sort farve ind i ridserne, som til sidst slibes af. Det endelige resultat ses som en let, elegant og flygtig tegning på marmoret.

Sys Hindsbo har bl.a. udført marmorridsninger til Godtved Gymnastik Institut, Det Danske Institut i Rom, Viborg Katedralskole, Dronningeværelset på Odense Rådhus og Tønder Gymnasium.

Sys Hindsbos værker er sædvanligvis store – de fleste meget større end dette kunstværk, men marmorridsningen passer fint ind i Rudmes landsbymiljø, hvor alle fremover kan glæde sig over kunstværket.

Rudme Friskole, Rudme lokalområde og hele Ringeegnen kan være særdeles stolte af dette nye smukke kunstværk skabt af én af Danmarks kendte og dygtige kunstnere – én af områdets egne. Vi siger tak til Sys Hindsbo for kunstværket, og fordi hun tabte sit hjertet til stedet og blev her. Også en stor tak til Statens Kunstfond for dens støtte.

———–

Det var en festdag i Rudme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.