Obamaportrætterne af Kehinde Wiley og Amy Sherald

Så kom de – Obamaportrætterne!

Se kort opdatering nederst.

 

Præsident Barack Obamas officielle portræt til Smithsonian National Portrait Gallery plus et portræt at First Lady Michelle Obama er nu afsløret. Og man kan roligt sige, at begge portrætter i den grad bryder med traditionen og har sat gang i snakken.

Ser man på hele den hidtidige række af præsidentportrætter i galleriet, er de – med undtagelse af John F. Kennedys næsten abstrakte portræt – alle det, man kalder ”vanity pictures”, altså forfængelighedsportrætter. Herhjemme har vi en tilsvarende samling statsministerportrætter i Folketinget. Stive og formelle.

Obamaparret valgte også to meget usædvanlige kunstnere. Barack Obama den nu meget kendte Kehinde Wiley, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, som maler i en stil, der bl.a. er kaldt blingbling barok og en blanding at hiphop, rap og renæssance, mens Michelle valgte den meget mere ukendte Amy Sherald.

Lad os se nærmere på Wileys portræt af Barack Obama

Obama sidder midt i billedet fremadrettet på en smuk, antik træstol med et intenst, tænksomt og meget alvorligt blik rettet direkte mod beskueren, mens armene holdes lige overkors med albuerne hvilende på lårene. Ingen kan være i tvivl om ligheden. Han er uden slips med åbenstående skjorte og iført et dyrt mørkeblåt, klassisk jakkesæt, sorte sko og sokker.  Hele baggrunden og den skjulte jord er dækket af et tæt bladhang, der brydes af forskellige blomster, alle med en personlig symbolik for Obamas liv. Blå afrikanske skærmliljer for hans fars hjemland Kenya, de duftende jasminblomster for opvæksten på Hawaii, og chrysanthemum er den officielle blomst for byen Chicago – Obamafamiliens hjemby. Ind imellem ses små rosenknopper. Kort sagt, en frodig have – et grønt miljø. Som baggrund har haven aldrig før været brugt i denne sammenhæng og på denne måde til et præsidentportræt.

Afrikansk skærmlilje

Jasmin

Chrysanthemum

Wiley har sin helt egen og meget alsidige stil, så der er ingen tvivl om, at han – sammen med Obama – har overvejet en bred palet af valgmuligheder til baggrunden. Man kunne sagtens forestille sig et opulent baggrundslandskab, som det i maleriet af Michael Jackson, eller som i mange af de andre mere bombastiske billeder, han har skabt, der efterligner fortidens store kendte kunstnere, når deres bestillingsværker skulle skildre magtmennesker og deres eftermæle. Den anden yderlighed er hans klassiske billeder, typisk med en ung, helt almindelig sort mand eller kvinde, som ses i en klassisk positur, hentet fra et af de gamle malerier, mod en flad baggrund uden dybde og perspektiv, men dækket enten af dyre tapetmønstre eller andre dekorative mønstre, der næsten altid også dækker dele af figurerne, så beskueren visuelt forvirres – for hvilket ’lag’ er forrest og bagest?

Den brune antikke træstol er et kapitel for sig. Jeg var straks klar over, at den skulle fortælle en historie. Både Barack Obama og Kehinde Wiley interesserer sig for historie og har nærstuderet historiske malerier. Via stolen og den måde, Obama sidder på den, er der en direkte parallel til et portræt af Abraham Lincoln, malet af George Peter Alexander Healy i 1869, hvor Lincoln sidder i en stilling, der minder en del om Obamas siddestilling – også fremskudt og interesseret fremadlænet på sædet med et tænksomt ansigtsudtryk. Healy skabte dette portræt af Lincoln ved at male ham alene på en lidt anden stol, men efter et større gruppemaleri af (samme) Healy fra 1968 med titlen The Peacemakers, som hænger i Det Hvide Hus, hvor Obama jævnligt har kastet et blik på det.

Paul Staiti skriver i Washington Post:

The artist (Kehinde Wiley) is not just channeling Healy, he’s linking the Obama presidency to Lincoln’s — painting Obama as the rich fulfillment of the promise of Lincoln’s abolition of slavery.

Den smukke antikke stol, placeringen på den og det alvorligt eftertænksomme ansigtsudtryk tegner altså en lige linje fra Abraham Lincoln, som banede vejen for slaveriets afskaffelse, frem til USA’s første sorte præsident.

Det er ingen tvivl om, at mange forventede, at Obama ville blive skildret med det lille underfundige smil, vi alle kender så godt, og flere kritikere er nærmest rødglødende over, at det de forventede ikke er der, så de kalder kunstværket for en ommer.  Det var nok også min egen forventning, så min umiddelbare reaktion var tanken: Sådan har han sjældent set ud! Men så indså jeg, at netop det fik mig til at tænke og revidere mine forestillinger – ét af kunstens vigtigste formål. Dette ansigtsudtryk og den fremadlænede stilling signalerer lige præcis Obamas måde at være ”presidential” på (defineret som: Befitting a president, especially the office of the president of the United States.), og det gør dette sprælske kunstværk til et ’rigtigt’ præsidentportræt.  For selv om Barack Obama aldrig har kunnet skjule sin humoristiske sans, er det vist kun hans modstandere, der nogensinde har sat spørgsmålstegn ved det faktum, at han tog sit hverv særdeles alvorligt og tænkte dybt over tingere.

Kritikerne var også rasende over, at han tilsyneladende svæver frit i forhold til baggrunden, ikke er på fast grund og ikke indplaceret i et klassisk perspektiv omgivet af magtens gængse symboler. Dybdeperspektivet og en fjern horisont definerer i høj grad den vestlige verdens kunstopfattelse, selvforståelse og magtfølelse i forhold til rummet/landet – ikke mindst i et land, hvor myten om ”The Frontier” har været og stadig er en historisk drivkraft, der den dag i dag udnyttes af underholdningsbranchen såvel som politisk-ideologisk.

Reaktionerne på dette aspekt i kunstværket siger noget om forskellen mellem vestlig tænkemåde og selvopfattelse i forhold til andre kulturers, ikke mindst den afrikanske, hvor perspektiv ikke indgår i traditionel afrikansk kunst.  Det samme gælder bl.a. for australsk aboriginkunst. Uanset at Kehinde Wiley har fået en vestlig kunstuddannelse og kan male præcis som de fineste og dygtigste af de gamle vestlige mestre, har han en bevidst forkærlighed for det næsten flade perspektiv.  Han bruger det til at sætte mennesket i centrum. Til at påvirke, hvordan vi ser på mennesket som motiv – han leger med vores hjerner og gør, at vi husker billederne og ikke mindst budskabet.

Noget nyt for Wiley i dette kunstværk er baggrundens meget livagtige grønne blade og blomster, alt malet i fotorealisme, der i al deres frodighed kan ses som symboliserende livets forgængelighed og dermed også de to populære latinske talemåder: Carpe Diem (grib dagen) og Memento Mori (husk du skal dø).  Med andre ord, alt får en ende, så nyd livet, mens du kan!

Noget af det vi helt sikkert vil se mere af sammen med Obamas portræt er, når Wileys helt almindelige unge malerimodeller med stolthed placerer deres eget Wileyportræt side om side med præsidentens – som herover.

Citat af Kehinde Wiley:

Andy Warhol said that we would all have our fifteen minutes. Fuck the fifteen minutes. I’m going to give you a painting, and I’ll make you live forever.”

###

Lad os nu se på Amy Sheralds portræt af Michelle Obama

Hvilken kontrast til Barack Obamas portræt! Kompositionen er majestætisk i pyramideform. Michelle sidder iført en smuk og dramatisk kjole med stor rundskåret nederdel i et for kjolestof stort og usædvanligt abstrakt mønster. Det minder lidt om Mondrians geometriske værker.  Ansigtet er ikke umiddelbart genkendeligt som Michelle Obama – og dog!  Se godt på dette nærbillede.

Michelles sorte hår bølger løst omkring ansigtet med det både selvsikre og sårbart drømmende udtryk. Hun støtter ansigtet mod sin slanke højre hånd, hvor vi kan se hendes lyseblå neglelak, som går igen i den dueblå baggrund. Michelle har, som mange sikkert har bemærket i årenes løb, en forkærlighed for at gå med ærmeløse kjoler, så arme og skuldre er helt blottede. Det hvide i kjolen fylder mest i billedet, men de andre farver i sort-grå og lyse pastelfarver giver billedet en æstetisk forfinet helhed, der er i balance. Der er ingen tvivl om, at både modellen og kunstneren har en udsøgt smag.

Amy Sherald kaldes surrealist og hendes signaturstil er at male motivernes hudfarve som en kultegning, dvs. i gråtoner, dermed siger hun på en subtil måde noget om racediskrimination i USA og om hudfarvens væsentlighed – eller ikke! Samtidig bevirker kontrasten, at påklædning og ydre genstande træder endnu stærkere frem og spiller en langt større rolle end ellers. Hendes værker er utroligt intense – indtrykket er varigt. Hun får én til at tænke på det gamle udtryk: Klæder skaber folk!  Det gælder både Michelles fantastiske kjole og i Smedleys andre kunstværker.

Amy Smedley er som sagt en indtil nu mere ukendt kunstner end Wiley, og hun har haft en hård tilværelse, bl.a. med en hjertelidelse, der gør, at hun i dag kan takke et donorhjerte for, at hun er i live. Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at høre mere om hende fremover.

###

Læs mere om Amy Sherald her:

http://www.baltimoresun.com/entertainment/arts/bs-ae-amy-sherald-20161216-story.html

https://www.cbsnews.com/news/artist-amy-sherald-on-painting-michelle-obama/

Opdatering:

Michelles portræt gør et stort indtryk på en 2-årig pige.

https://www.elitedaily.com/p/this-photo-of-a-girl-looking-at-michelle-obamas-portrait-is-so-emotional-8392567?utm_source=quora 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.