Kehinde Wiley – ny kickass kunststil

Kehinde Wiley, født i 1977 og amerikaner af nigeriansk og afroamerikansk afstamning, har skabt en splinterny, uortodoks, humoristisk, oprigtig og historiekritisk kunststil, som bl.a. er blevet kaldt ”blingbling-barok” og en blanding af hiphop, rap og renæssance.

Wiley er exceptionelt talentfuld og en pioner, der har indført verden i et helt nyt billedsprogligt og kunsthistorisk kapitel. “Jeg tænker på historien som retorik”, siger han, og han har taget globaliseringen til sig og i den grad indtaget The World Stage.

“I wanted to mine where the world is right now and to chart the presence of black and brown people around the world”.

Wiley er opvokset i et fattigkvarter i Los Angeles, Californien, hvor han fik en streng opdragelse af en enlig mor, der ikke desto mindre forstod at støtte og opmuntre knægtens kunstneriske evner. Som 12-årig fik han bl.a. et stipendie til et kort ophold på en kunstskole i Rusland. Siden fik han en klassisk kunstuddannelse på San Francisco Art Institute i 1999 og en universitetsgrad i kunst fra Yale University i 2001.

Da Wiley som nyuddannet kunstner boede i Harlem, samlede han et stykke sammenkrøllet papir op fra gaden, som viste sig at være et forbryderfoto af en ung og ukendt sort mand. Dette ”mug shot” satte en masse tanker i gang, og det sad længe på hans opslagstavle, mens han funderede over det fastbrændte stereotype image af især unge sorte mænd som voldelige, farlige og til at træde på. Samtidig havde han studeret og lært at male som renæssancens mange berømte portrætkunstnere, såsom Reynolds, Gainsborough, Titian, Ingres og mange andre, der i datiden havde malet bestillingsarbejder af magtens mennesker i den europæiske og vestlige verden. Han valgte nu at gå i deres fodspor og satte sig for via sin kunst at forsøge at ændre på denne klichéfyldte hæmsko ved at portrættere helt almindelige sorte og brune mænd malet i overstørrelse i magtens billedsprog, hvor de skulle indtage heltepositurer. De skulle med værdighed og humor både udstille og udfordre de europæisk-etnocentriske normer.

Det har han gjort så godt, at han i dag er en lysende stjerne inden for kunstverdenen og nok den mest velhavende kunstner i hans generation. Han er med tiden blevet global og har atelier i New York, London, Brasilien, Nigeria, Indien og Kina, og han beskæftiger ca. 20 assistenter. Han har udstillet utallige steder, bl.a. denne udstilling på Modern Art Museum.

Lad os se nærmere på den særlige blingbling-barokstil i Wileys version af Jacques-Louis Davids berømte nyklassicistiske maleri: Napoleon krydser Alperne.

Rytteren sidder i præcis samme magtpositur og peger fremad omgivet af en gylden kappe, men er ellers en ung sort mand i moderne camouflagetøj og bandana med kunstfærdig dolk på låret og motionsarmbånd af frotté om håndleddene.  Bemærk også humoren i kontrasten mellem klippegrunden og det dyre damaskvævede tapet i baggrunden.

Som renæssancens store portrætkunstnere har Wiley også udført bestillingsopgaver for vore dages kendisser, f.eks. dette portræt af Michael Jackson – side om side med en original af Rubens.

Her følger ikke flere direkte sammenligningsbilleder, men hans malerier tager stort set alle udgangspunkt i ét af de gamle mestres berømte museumsmalerier – hvortil Wiley har tilsat sin helt egen cocktail af symbolik og genrer.  Se f.eks. nedenstående billede af en sovende mandsfigur:

Enhver, der kender lidt til de gamle mestre, vil nikke genkendende til figurens stilling – sovende, syg, såret eller døende mand – måske Kristus, men her fremstillet på en foruroligende sensuel og poetisk måde.

Dette billede er inspireret af De tre gratier, som bl.a. Rubens, Botticelli og vores egen Thorvaldsen har arbejdet med, men her er det tre unge sorte mænd, der poserer som amerikanske topidrætsfolk i dyrt mærketøj – hver med en bold i hånden. Den seksuelle symbolik er ikke til at tage fejl af – “they got balls”. Eller er det i virkeligheden æbler? Dette tema har han også brugt i en anden version. Bemærk, hvordan Wiley idylliserer figurerne ved at male en del af baggrundens mønster, i dette tilfælde brokade, hen foran skikkelserne. Det træk går igen i mange af hans billeder.

Wiley er forbløffende alsidig og har også begået en lang række glasmosaikker med dybt religiøse motiver, hvor de gamle, tungsindige helgener er udskiftet med unge sorte mænd. Dette værk hedder Saint Remi eller på dansk Sankt Remigius. Bemærk også mærkeskoene og i det hele taget mærketøjet, som er et meget bevidst valg fra Wileys side.  Det hele signalerer status i nutiden. Se 20 billeder fra èn af hans udstillinger i Seattle.

Et andet stærkt religiøst billede er dette med titlen Ecce Homo, som var Pilatus’ ord om Jesus, efter han blev dømt til korsfæstelse: “Se hvilket menneske”. De ord har inspireret mange kunstnere gennem tiden, bl.a. Antonio Ciseri og Giovanni Battista Langetti. Wileys budskab er også et klart og utvetydigt “se hvilket menneske”! Han skildrer Jesus som en ung sort mand iført moderne Levis cowboybukser og med glorie, værdighed og fysik som en bodybuilder. Umiddelbart tror man, han har en moderne kalligrafisk tatovering på armen, men det er ved nærmere eftersyn en del af Wileys leg med dekorative virkemidler og beskuerens bevidsthed.

Skulptur mestrer han også, som her i denne kridhvide figur af støbt marmorstøv og plast med titlen Saint Francis of Adelaide.

Et enormt stort billede som dette efter en original af en husarofficer virker som kitsch og rokoko i en pærevælling i den gammeldags pompøse ramme og med alle guldforsiringerne, men den unge sorte mand iført kridhvid undertrøje, lavtsiddende cowboybukser og et uforfærdet blik gør indtryk og giver stof til eftertanke.

Her bemærkes især hændernes stilling, der som hovedregel er meget omhyggeligt arrangeret til at efterligne et bestemt gammelt billede. Baggrunden er inspireret af farvestrålende, ofte afrikanske tekstiler, som bliver levende og indgår i portrættet.

Oprindeligt fokuserede Wiley kun på at male unge sorte mænd, men i de sidste år er han også begyndt at skildre sorte kvinder. Han har sågar stået for en særlig fotografering af dametøj fra Armani. Billedet herover hedder Juliette Recarmier med tydelig henvisning til originalen af David, som mange sikkert kan nikke genkendende til. Denne version er dog noget mere sprælsk og livsbekræftende end den henslængte kvinde i Davids ret dystre billede.

Hvilket drømmebillede af “black and proud”! Træd til side og knæl for dronningen.

Lad mig påpege nogle af Wileys helt åbenlyse inspirationskilder.

Mange baggrunde i Wileys billeder er inspireret af de farveglade bomuldstekstiler, som er så populære i Nigeria (hans fars hjemland) og Afrika generelt.

Blandt afrikanerne (ikke mindst i Nigeria) er der en særlig forkærlighed for dyre brokadestoffer, som indgår som baggrund i flere af Wileys billeder. Som det ses herover bruges de bl.a. til smukke, kunstfærdigt arrangerede hovedtørklæder, som kvinderne bruger ved festlige lejligheder. I modsætning til de arabiske kvinders kedelige hovedbeklædninger signalerer afrikanske kvinders hovedtørklæder, afrofletninger og kunstfærdigt opsatte hår stor værdighed og arrogance.

Et lille sidespring her til sidst om Wileys fornavn Kehinde. Det kommer fra yorubastammen i det sydvestlige Nigeria, og det pudsige ved det navn er, at det for de indviede straks fortæller, at han har en tvilling ved navn Taiwo. Det skyldes, at alle tvillinger i yorubafolket automatisk bliver kaldt Taiwo og Kehinde – uanset om det er drenge eller piger. Taiwo er den førstefødte.  Det skal lige siges, at det kun er Kehinde, der er blevet kunstmaler i dette tilfælde – såvel som det 21. århundredes eksponent for den afrikanske diaspora inden for kunstverdenen.  Og menneskeheden opstod som bekendt i Afrika

1 thought on “Kehinde Wiley – ny kickass kunststil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *