Hvem er de egentlig? – Desperate Housewives

Galleri Svinestiens

egen kunstnergruppe: 

Desperate Housewives

*******************************************************

Mette Holde Jensen

Som ung ville jeg så gerne kunne sy, så jeg blev først uddannet tilskærer, syerske og håndarbejdslærer og har taget forskellige kurser i tegning, maling, croquis og modedesign. Det udviklede sig til kostumearbejde, og jeg arbejdede 10 år som freelance kostumier og syerske på

forskellige teatre og projekter.

Derefter er jeg uddannet lærer med billedkunst som linjefag og har undervist i folkeskolen i 12 år, hvor jeg var med til at udvikle Kulturel Rygsæk for Faaborg-Midtfyn Kommune for faget Håndværk og Design og Billedkunst. I dag arbejder jeg med børn og kreativitet i en SFO.

Jeg var i bestyrelsen for Rudme Børnebilledskole i 10 år, de 6 år som formand, hvorfra Desperate Housewives er udsprunget. Jeg elsker denne gruppe af kvinder, hvor vi arbejder, når det kan lade sig gøre, udveksler erfaringer om alt mellem himmel og jord, og i marts var vi for anden gang på studietur til Olevano i Italien.

Jeg arbejder med grafik, tegning, maling, collage m.m..

 

 

  • Yndlingsfarver: Jeg skifter farver med årstiderne
  • Yndlingsretter: Tapas og kager
  • Yndlingsredskaber: Fingrene
  • Det bedste: Når jeg kommer hjem, og min søn har efterladt nybagte pandekager!
  • Det værste: Når der er huller i tæerne på mine strømpebukser

 

*******************************************************

Helene Mondrup

Uddannet billedkunstlærer og friskole- og efterskolelærer

Jeg arbejder mest i grafik og akrylmaleri,  men afprøver også mange andre udtryksformer – fx skrot og senest keramik. Jeg har malet ”on and off” siden 1996, og været på en del kunstkurser især grafikkurser og malerkurser.

Jeg har indtil videre udstillet i Ulbølle og på Galleri Svinestien. Jeg har samarbejdet med 2 cubanske kunstnere om skulpturer i cement, skrot og træ.

Jeg har siddet i Børnebilledskolens bestyrelse på Rudme Friskole og var med til at starte Desperate Housewives, hvor jeg nyder samværet og inspirationen fra de andre desperadoer på de onsdage og fridage, det nu kan lade sig gøre. Jeg har været med til flere kunstprojekter bl.a. i samarbejde med Kulturens Laboratorium, Tine-Louise Korterman og flere andre.

  • Yndlingsfarve: Blå & grøn
  • Yndlingsredskab: Hænderne, spartel, tusch, pensel og svamp
  • Yndlingsmad: Indisk
  • Det bedste ved Housewives:

Det vanvittige,

det rummelige,

det kærlige og

det mere eller mindre tilfældige,

som gribes…

*******************************************************

Jette Brønserud Rubæk Krebs

Jeg er uddannet civiløkonom med speciale i organisation og HRM og driver til daglig 4 skobutikker sammen med min mand, Jørgen. Derudover er jeg tilknyttet Handelsfagskolen i Odder, hvor jeg er censor inden for sko og læder.

Jeg har ingen uddannelse inden for kunst, billedskole eller lignende, og jeg har mødt de øvrige ’desperate’ i Rudme Børnebilledskole, hvor jeg har været kasserer i 7 år.

Jeg har aldrig kaldt det, jeg laver, kunst … og kommer heller aldrig til det. Jeg deltager i Desperate Housewives på grund af hyggen og muligheden for at bruge mine kreative sider.

 

  • Yndlingsfarve: Grøn
  • Yndlingsret: Ost og rødvin
  • Yndlingsredskab: Kagegaffel
  • Det bedste: At komme hjem til Jørgens grillmad
  • Det værste: At blive glemt på et autoværksted

 

 

*******************************************************

Karen Hedegaard Mortensen

Uddannet møbelarkitekt, billedskolelærer, ordblindelærer og driver sideløbende Galleri Svinestien sammen med Tyge og vores gode venner Bjarne og Inge Gjesing

Arbejder i akvarel, pen og akryl.

Baggrund: Egentlig har jeg bare altid tegnet og malet. For mig er det en måde at føle sig fuldt til stede på. Har gået på Vestermøllegård Kunsthøjskole og fordybet mig i grafik, maleri og konceptkunst.

Vi kom til Rudme i 2003, hvor jeg kom med i børnebilledskolen og var med til at starte Desperate Housewives. Vi desperate mødes midt i vores stressede hverdag, i et inspirerede kreativt skabende fællesskab som giver os rum til fordybelse.

2010 åbnede vi “Galleri Svinestien” som er et udstillingssted for lokale kunstnere. Galleriet er på samme måde som Desperate Housewives et forsøg på at skabe inspirerede rammer for fællesskab og kreativitet.

 

  • Yndlingsfarve: Blågrøn
  • Yndlingsret: Elsker forretter
  • Yndlingsredskab: Notesbøger
  • Det bedste: At grine
  • Det værste: Ikke at kunne klare alting på én gang

 

 

 

 

 

 

*******************************************************

Sigrid Gro Knage Rasmussen

Uddannet lærer med billedkunst som linjefag.

Jeg arbejder med grafik og collage. De sidste par år er det ikke blevet til så meget, da jeg er i kategorien ”desperat med småbørn”, men jeg er glad for at være med i gruppen, og jeg håber, at jeg med tiden får mere kreativt fra hånden.

Jeg er i med i Børnebilledskolens bestyrelse på Rudme Friskole og bor i Rudme med min mand og 2 børn plus det tredje på vej. Vi har boet her i 5 år.

 

 

  • Yndlingsfarve: Lyseblå
  • Yndlingsredskab: Blyant, gode tusser
  • Yndlingsmad: Et frisklagt, spejlet æg på godt rugbrød med et lille drys salt.
  • Det bedste ved Housewives: At mødes en alm. træt onsdag aften og opdage, at man ikke var for træt til at grine.

 

 

 

 

 

*******************************************************

BEMÆRK: Desperate Housewives næste fernisering i Galleri Svinestien er den 13. maj.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.