Kom til fernisering for Desperate Housewives, Ruben & Arcadio og Søren Ingemann Pedersen

Nu på søndag kl. 14-16 slår Galleri Svinestien helt nye og utroligt flotte dobbeltdøre – som også er et nyt permanent kunstværk – op for en fantastisk og eventyrlysten udstilling af følgende:

Desperate Housewives har i påsken igen været på studietur til Olevano i Italien, hvor de har tegnet, malet, nydt solen og lækker italiensk mad med masser af olivenolie. Gruppens kunstneriske anstrengelser blev til en kuffert, de havde fyldt op med alle deres tegninger og kunstværker på hjemrejsen, men den omtalte kuffert havde åbenbart ikke set nok af verden, så den tog selv på opdagelsesrejse på hjemturen. Det vil Kamille Nygaard fortælle meget mere om.

Ruben og Arcadio kom igen hertil fra Cuba for ca. en uge siden. De udstiller også med flere små fine og underfundige skulpturer, og siden deres ankomst har de også skabt et nyt permanent kunstværk til Galleri Svinestien, som nu har fået en flot dobbeltdør i vognporten undrammet af Ruben og Arcadios særlige kunstværk til galleriet. De besøgende kan fremover glæde sig over det ved et ethvert besøg i Galleri Svinestien.

Søren Ingemann Pedersen, hvis underfundige kunst er velkendt, ikke mindst her i Rudme, er denne gang kommet med et enkelt, særligt tankevækkende og stort kunstværk med titlen Bevar mig vel. Prøv at gætte, hvad det er ud fra billedet herunder?

Udstillingens overskrift er Indtryk, udtryk, aftryk – og en fællesnævner er noget med ord og bogstaver.

Der vil som sædvanligt være musik, taler, underholdning og det kendte Rudme kagebord.

Programmet til Rudme Sommerhøjskole er nu blevet trykt og klar til omdeling, hvilket man også vil høre mere om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.