Annette Holdensens fine fernisering

For kun anden gang i galleriets historie var det regnvejr og samtidig fernisering – denne gang for Annette Holdensens fine udstilling i Galleri Svinestien – men det var regn, der blev mødt med glæde og befrielse efter den usædvanligt lange og hede tørkeperiode, vi har haft i år. Som Karen sagde ved velkomsten inde i det tætpakkede kostaldslokale, så plejer galleriet at være ”svineheldigt”, og denne gang blev de befriende og kølende regndråber budt velkommen med glæde, så alt var såre godt.

Og ”dyrene” var allerede kommet sikkert i hus inde i udstillingslokalet, hvor Annette Holdensens fine tegninger udelukkende af husdyr – flettet sammen med madopskrifter – hyggede sig på væggene i den gamle svinesti. De så grangiveligt ud som om de hørte til lige netop der. Og de vil også passe fint ind mange andre steder, så hvis nogen gerne vil anskaffe sig et ”husdyr”, tegnet af en af Fyns kendte kunstnere, så sælges de alle for 1000 kr. stykket – dog uden rammen. Og de skal ikke fodres.

Der var dækket fint op med et overdådigt Rudme kagebord i kostalden, som var fyldt med alle de borde og stole, der på nogen måde var plads til såvel som plads til det lille orkester af de unge musiktalenter, Victoria Søndergård på vibrafon, Ludvig Søndergård på trommer og Søren Oscar Mortensen på violin, der først spillede til Jeppe Aakjærs sange (ønsket af Annette Holdensen) og senere uropførte helt ny musik, de selv havde komponeret.

Karen Mortensen fortalte kort om galleriet for dem, der aldrig før havde været her, og Tyge Mortensen fortalte om dagene med Rudme Sommerhøjskole i august måned, som næste udstilling den 12. august er knyttet til. Tyge fortalte også lidt om hans store projekt inden for fremtidsforskning og en splinterny og stor udgivelse af Futuriblerne, som blev præsenteret ved samme lejlighed.  Den kan nu købes via Saxo.

Tyge sørgede også for et kort humoristisk indslag à la Heartland Festivals populære talkshows med Ludvig Søndergård om det nye musikstykke og den kreative proces bag det.

En fernisering, der huskes med stor glæde. 

Bemærk, at Annette Holdensen p.t. også udstiller to andre steder, bl.a. i Silkeborg Bad i udstillingen Tryksammensurium (se link herunder), hvor Rudmes egen Jeanie Jensen også er med. Det kommer der mere nyt om her på siden inden længe.

http://www.silkeborgbad.dk/udstillinger/aktuelle-udstillinger/tryksammensurium.html

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.