Stine Jeelsmark Ludvigsens fernisering med introduktion af Suzanne Ludvigsen

Søndag den 12. august regnede det, ligesom det gjorde ved galleri Svinestiens forrige fernisering den 10. juni, så i år har galleriet altså brudt mange års tradition for at have solskin på ferniseringsdagen. Alligevel var der ingen triste miner af den grund, for i begge tilfælde kom regnen som en stor og glædelig lettelse efter sommerens nærmest uendelige tørke. Svineheldigt! Også at festsalen i den gamle kostald nu kan rumme både kagebord og gæster.  Der var fuldt hus med mange nye gæster fra nær og fjern til Stine Jeelsmark Ludvigsen smukke fernisering med hendes farveglade, intuitive kunstværker.

Karen Hedegaard Mortensen åbnede ballet ved kort at fortælle om galleriet, der blev sunget et par sange, akkompagneret af Nanna Dissing på klaveret, hvorefter Suzanne Ludvigsen talte som introduktion til åbningen af hendes svigerdatters udstilling.

Suzannes Ludvigsens kloge ord om Stines værker følger herunder:

 ###

Stine / introduktion til udstilling i Galleri Svinestien søndag 12. august 2018. 14 – 16.

Stine er min svigerdatter. Og det er jeg meget glad for!

Lad mig nævne Erik Fischers metode (fra min universitetstid):

  • Hvad er det vi ser?
  • Hvad er det han gør?
  • Hvad er det han vil ?

Jeg vil starte min introduktion til Stines udstilling med følgende citat, som står både på hendes hjemmeside og i indbydelsen til os allesammen i dag:

”Jeg maler, fordi jeg ikke kan lade være. Når jeg kan mærke, at farverne vil ud, går jeg i gang og lader udelukkende min intuition råde.”

Og hvad sker der så, når vi kigger på Stines billeder? Hvad er det vi ser?

Ved første blik opdager vi, hvor meget billederne virkelig handler om farver: Disse er voldsomme, vibrerende, til tider nærmest ”gyngende” som i søgang, men også sprudlende, snakkende i munden på hinanden – undertiden næsten råbende – de kan og vil ikke ignoreres! – Sådan opfører Stines farver sig, når de har fået deres vilje og er ”kommet ud”, som hun siger.

Ja, men hvad er det så hun gør, når hun maler?

Hun arbejder intuitivt. Hendes penselskrift er heftig. Somme tider sej og rytmisk, i andre tilfælde løsrevet og næsten chokerende abrupt og sammenbulket. Spontane strøg – ingen pænhed, – hvad jeg synes er en stor kvalitet! – Og ingen forud bestemt disposition.

Og så farverne – hvilke farver! Smukke, friske, pågående – snart lysende snart glødende – medrivende og betagende.

Hun lader forskydninger i talløse farvenuancer opstå. Disse små variationer i farven forårsager bevægelser på fladen, som rører – nærmest anråber – den, der ser på dem. Farvefigurer viser sig på lærredet ligesom i en konstant strøm, hvorfra de kalder på nye figurationer, der kommer vrimlende, dansende, hoppende hen over hverandre eller anbringende sig side om side, indtil hele fladen er fyldt op!

Men Stine har ikke planlagt disse bevægelser. De fremkommer under maleprocessen med hele deres ladning af gåder og fortællinger.

Hvad er det hun vil:

Stine har bedt mig om at sige, at udstillingens navn ”Skikkelser” ikke henviser til genkendelige skikkelser eller figurer. Sådanne vil (eller vil måske ikke) vise sig for beskueren, efterhånden som hun eller han lærer hendes billeder at kende. Lidt efter lidt, mens man ser på dem ”stille og roligt” som hun siger – jeg citerer:

”Jeg arbejder 100% intuitivt, så når jeg fornemmer en figur i et billede, vender jeg lærredet på hovedet for ikke at stirre mig blind på figuren. Ellers kan jeg ikke arbejde intuitivt.

Alle mine billeder er uden titel og skal egentlig bare opleves intuitivt. Stille og roligt vil et væld af figurer og skikkelser træde frem. Heraf navnet på udstillingen “Skikkelser”.

Jeg personligt tror, at dette at arbejde intuitivt for Stine er hele meningen med at male billeder. Måske vil hun også udforske en anden verden, en slags tilværelsens egentlige substans, måske stræber hun efter at nå til en form for dybere erkendelse, men det er først og fremmest farverne, som hun har i sig, ”der vil ud”, som hun siger. Farver hun sanser og som hun vil lære at kende. Hvorefter hun henter farve på farve fra sit sind udelukkende ved at gøre brug af sin intuition.

Ifølge Gyldendals Den Store Danske Encyklopædi menes der med ordet intuition evnen til umiddelbar og direkte opfattelse af en helhed eller sammenhæng uden forudgående rationel tænkning.  En sådan helhed kan blandt meget andet betyde tilværelsens inderste kerne.

I modsætning til den rationelle fornuftsmæssige tænkning kræver en intuitiv indsigt ikke omhyggelig og nøje udregnet planlægning men præsenterer uden videre sit indhold for os helt og komplet, uden at vi kan forklare, hvordan dette indhold fremkom.

Resultatet kan hverken kontrolleres eller begrundes; men ikke desto mindre kan en sådan intuitiv arbejdsmetode ofte indebære høj sandhedsværdi.

Som der står. Og – siger jeg – endda blive til kunst !!!

For mig er kunst en form for magi ofte gådefuld men altid en størrelse, der har opnået et egetliv  der kan være lige så levende som naturen selv – Kunst er ikke efterligning, ikke dekoration, slet ikke underholdning – dog evt. noget der kan skabe debat og dialog.

Men for mig er en kunstoplevelse et sanset sandhedsindtryk, der er undrende klart, og som altid er sig selv!

Et kunstværk skal ikke nødvendigvis ligne noget. Men det skal være noget!

Stines forunderlige billedværker ligner kun sig selv. Hendes værker har udviklet sig til nye selvstændige væsener, man endda kan kommunikere med, hvis man gør sig umage. Og som man kommer til at holde af.

De er blevet til væsener med deres eget liv, der ikke umiddelbart kan aflæses, og som ofte har et eller andet mysterium inkluderet. Noget dybereliggende, som måske ikke kan udtrykkes med ord, ligesom i musikken – men som kan tydes som en søgen efter en slags sandhed – og som altid er noget.

Stines Skikkelser lever inde i deres respektive billedrum. Billedfladen er deres univers. Men i tydningen lever de lige så mange liv, som der findes beskuere.

Gå selv ind hver især og mød billederne ”stille og roligt”, som Stine siger! – og glæd jer over dem.

Med de ord vil jeg erklære Stine Jeelsmark Ludvigsens udstilling for åben!

Suzanne Ludvigsen

###

Som en afsluttende sløjfe på Suzanne Ludvigsens fine tale, tilføjer jeg her hendes notater, som også rummer meget tankegods om Stines værker og selve kunstens væsen

###:

Forslag

Fordybelse.

Det abstrakte billedudtryk:

Myten om Kandinsky der havde efterladt et nylig malet vådt maleri på hovedet!!!

Starte med at nævne Svend Wiig Hansen i Tårnby Rådhus. Penselskriften. (”Livsbølgen”)

Göteborg-koloristerne : 1920’erne, voldsomt koloristisk eksplosivt –men figurativt –maleri. Eksempel Ivan Ivarson (1900-1939): ”Jag skulle vilja äta färg.”

Formerne: Penselskriften: rytmen, voldsom bevægelig, somme tider uordentlig sammenbulket, intuitivt skabt – ingen pænhed, ingen forud bestemt disposition

Farverne: smukke, friske, pågående – somme tider glødende. Uglemmelige.

Forskydninger i farvenuancer giver bevægelse på fladen. Men udtrykker også følelser.

Afslutte med Sussens opfattelse af hvad kunst er.

Jeg tror på, at det at skabe kunst er en slags undersøgelse, en stræben efter spørgsmål i materien, ikke svar – en søgen efter en eller anden sandhed.

Evt. citere Cennino Cellini

Bogen om Malerkunsten

Cennino Cennini (f. ca. år 1370)

Af alle færdigheder er videnskaben den fornemste, nært beslægtet med denne følger en, som bør udspringe af videnskaben, men formes af hånden, og dette er en kunst, som kaldes at male. Den kræver både lyst og håndelag til at finde de usynlige ting, som skjuler sig under de virkeliges skygge; og ved at fæstne dem med hånden vise, at det, der ikke er, dog eksisterer. Og den kunst fortjener med rette at sættes som nummer to blandt videnskaberne og smykkes med poesiens krone.

###

Det var endnu en god og vellykket fernisering i det hyggelige Rudmegalleri.

 

Link til Stine Jeelmarks Ludvigsens side: http://www.artbysjl.dk/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.