Sys Hindsbo og Jeanie Jensen i Rudmerummet, SAK

Sys Hindsbo & Jeanie Jensen

Indtil den 10. marts udstiller to af Rudmes kendte kunstnere blandt mange andre på udstillingen Eldorado på SAK i Svendborg. Det er Sys Hindsbo og Jeanie Jensen.

SAK skriver følgende om udstillingen:

EL DORADO

Fernisering lørdag d. 26. januar kl. 14-16

I et gammelt æblelager ved Svendborg Havn ligger Svendborgs fortid. Lagerbygningen huser en mangfoldighed af genstande fra Svendborg og omegns tusindårige historie.

Samlingen er et EL DORADO for historikere og arkæologer, og nu også for billedkunstnere.

I udstillingsprojektet EL DORADO inviterer SAK Kunstbygning og Svendborg Museum til et unikt møde mellem samtidskunst og kulturarv. De inviterede kunstnere forholder sig til en eller flere genstande, som de selv har valgt fra lageret. Genstandene inspirerer, forbløffer og perspektiverer og medvirker til at skabe ny kunst.

Udstillingen er udarbejdet i samarbejde med Svendborg Museum

Kunstnerne er:

Lars Abrahamsen, Johanne Rude Lindegaard, Oscar Yran, Freya Sif Hestnes, Jens Bohr, Els Cools, Sys Hindsbo, Alfio Bonanno, Lars Calmar, Finn Winge Nielsen, Maj Kjærsig, Kirsten Hesselager, Jeanie Jensen, Sonia Brandes, Lars Lauge og Anne Bjørn.

Lørdag den 4. februar besøgte Karen Hedegaard Mortensen og undertegnede udstillingen, hvor vi naturligvis blev særlig længe i Rudmerummet med ’vores’ to kunstnere.  

Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til er en talemåde, der stadigvæk holder, for her fik vi hurtigt selskab af et par andre Rudmeboere – vores underfundige kunstner Søren Ingemann Pedersen sammen med Anne og datteren.

R

Der er tre store værker af Sys Hindsbo, alle i hendes signaturstil, og de indeholder alle tekniske effekter. Et element, der altid har indgået i mange af hendes værker.

Vi møder først det mindste maleri til venstre for døren, når man træder ind i Rudmerummet. Det viser én stående mandsfigur sammen med en hvilende ulvehund på en kasse i forgrunden. Ulvehunden er et klassisk træk, som af og til dukker op i hendes billeder – læs bl.a. om dem i artiklen her på bloggen med titlen Sys Hindsbos kunst.

Bemærk, hvordan et helt enkelt perspektiv får den sorte kasse i billedets yderste hjørne, som hunden ligger på, til nærmest at ’presse sig helt ud af lærredet’. Mandsfiguren ligner en kaptajn fra gamle dage iført gammeldags knæbukser og en varm jakke, og han ser ud, som om han er i færd med at balancere nogle mærkelige redskaber, dog uden at se på dem. Til venstre i baggrunden står der en stor vinflaske med en ubestemmelig teknisk himstregims øverst, kanske en speciel proptrækker eller noget helt andet.

Den gule kat, som er næste maleri, rummer mange ’historier’ komponeret ved hjælp af seks voksne mandspersoner og et barn plus en større samling dyr –bl.a.  en legesyg hund, en fugl, et nysgerrigt egern og en kælen gul kat. De indgår alle i et underfundigt samspil med det mærkelige maskineri og tekniske dele, som ingen af dem rigtig ved, hvad de skal stille op med.

Blikket ledes umiddelbart fra nederste venstre hjørne diagonalt op til den søde, lysegule kat, som den bagerste herre til højre holder ind mod sin kind. Han har trukket sig fra maskinerierne og hygger sig med katten, hvad der fik mig til at smile. Der er noget legende og muntert over hele gruppen. De to forreste mænd ligger eller sidder på jorden og ser ud til at være meget i tvivl om, hvad de skal stille op med de tekniske ting og sager, de har fået fat i. En hund trækker legesygt i ærmet på den siddende mand. En tredje mand sidder afslappet på en bænk med et krus i den ene hånd og en vaskebørste i den anden – måske har han fødderne i en balje vand, men vi kan kun se en åbenstående papæske i forgrunden. Den stående mand til venstre ser ud til at fodre en fugl – måske en høg, som sidder foran Hans vandret løftede arm på en gammel sort maskine. Bagerst i midten ses en person med et tæppesvøbt barn i armene. Personen ligner en mand, men måske er det en kvinde – det er op til beskueren. Bemærk også tomrummet til højre i billedet.

Ingen af personerne har nogen logisk forbindelse med hinanden eller direkte øjenkontakt, og det er noget af det, der får Sys Hindsbos billeder til at lægge op til, at beskueren selv digter videre på sine egne historier om disse menneskers indbyrdes forhold. Eller om de har noget til fælles?

Det sidste store maleri på endevæggen rummer et bestemt budskab, som også er typisk for mange af Hindsbos værker – nemlig det religiøse, set på hendes helt egen måde.  

Her ses det udvalgte lam, hvis forben den midterste hvidklædte mandsfigur netop har bundet stramt sammen med en sort snor. Dette tavse lam symboliserer Jesus som påskens offerlam. Det understreges klart af krucifikset, som den ledsagende kvinde til venstre medbringer, og hun bærer også forskellige remedier, bl.a. en beholder, et kar, der skal bruges til opsamling af lammets blod, hvilket associerer til alterkalken eller den hellige gral, dvs. den sagnomspundne skål, hvori man ifølge legenden opsamlede Jesus dyrebare blod. Kvinden bærer et cirkelrundt skilt, så vidt jeg kan se med bogstaverne ”AD”, som jeg tolker som det latinske ”Agnus Dei” – dvs. Guds Lam.

Jesus skildres ofte i to indbyrdes forbunden roller – enten som det rene og uskyldige offerlam eller som den gode hyrde, der værner om og beskytter sin flok. Kristus i hyrderollen skildres her i den siddende mand til højre, der kærligt holder armen om det andet lam, som kælent har sat forbenene op på skødet på ham, mens et tredje hviler på jorden.

Artikel i Fyens Stiftstidende

###

Bagsiden af medaljen

I rummets modsatte ende har Jeanie Jensen skabt en harmonisk og spændende installation af bagvendte museumsgenstande, som hun kalder Bagsiden af medaljen.  Det er godt set, at disse gamle ting også er smukke set bagfra – ikke mindst som en samlet installation, hvor der tilmed flere steder dukker interessante oplysninger op på bagsiderne. De fleste dele er gamle, indrammede malerier og lignende, hvor man kan se gulnet hørlærred, pap eller finer på bagsiden samt blindramme og selve rammens bagside. De fleste billeder hænger også, så de er fremskudte fra væggen nederst, som om de inviterer beskueren til at komme nærmere og rigtigt se bagsiden af medaljen

En vigtig del af denne installation er den omhyggelige ophængning – tingenes indbyrdes afstand. Intet er tilfældigt.

 Til højre hænger der også et håndvævet, mønstret tekstil, hvor man i stedet for ’medaljens forside’ ser alle knuderne og trådenes løse ender på bagsiden, så man umiddelbart tænker på det menneske, der manuelt har arbejdet med at skabe netop dette tekstil med et bestemt formål.

Installationens højdepunkt er ophængt i loftet, naturligvis med ryggen eller bagsiden vendt mod publikum – nemlig en antik topersoners sofabænk af egetræ i rokokostil, som er fra sidst i 1700-tallet. Det kan jeg sige, fordi jeg selv har arvet sådan en, der er næsten magen til, min er dog bredere og større, selv om den stadigvæk er en topersoners sofabænk.  Min storebror hentede i 1960’erne mit eksemplar hjem fra Sverige.  Der er næppe tvivl om, at de begge er fremstillet samme sted. Pudsigt!  Der kan ikke være mange af dem i dag.

###

Link til mere om udstillingen og de to kunstnere:

https://www.fyens.dk/kultur/Kunstudstilling-inspireret-af-skatte-fundet-i-gemmerne-paa-Svendborg-Museum/artikel/3315638h


https://www.clausenskunsthandel.dk/kunstnere/sys-hindsbo

h

https://www.clausenskunsthandel.dk/kunstnere/sys-hindsbo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.