Strålende sommersol og børnefernisering 2019

Klip fra dagen – med musik

Søndag eftermiddag samledes rigtig mange mennesker til Rudme Børnebilledskoles årlige fernisering – og det dejlige forårsvejr viste sig fra sin allerbedste side. Vi har længe haft en anelse om, at vejrguderne også glæder sig til Galleri Svinestiens ferniseringer og faktisk holder øje med udstillingsprogrammet. I de 9 år galleriet har eksisteret, tror jeg kun, at det er er 2 eller 3 gange i alt, der ikke har været strålende sol på ferniseringsdagen.

Vibeke Lykke med de små kunstnere og Tyge Mortensen

Med Lottes og Nannas hjælp havde galleriet forinden været igennem en grundig forårsrengøring og -oprydning, så stedet kom ud af vinterhiet, spindelvævene og vinterens ophobede skrammel forsvandt. Peder Gartner havde leveret smukke blomster og grønne grene til pynt, som byens ’blomsterpige’ Sigrid forstår at samle i smukke buketter. Og Karen Birchs flotte og lækre lagkage tronede på et overdådigt kagebord.

Velkomst af Lotte og Sigrid

Dagens arrangører Lotte Nygård og Billedskolens bestyrelse, repræsenteret af Sigrid Gro Rasmussen, bød velkommen til de mange børn, forældre, familie og andre fremmødte. Keramiker og Billedskolens dygtige lærer Vibeke Lykke fik samlet de mange små kunstnerspirer i en gruppe omkring hende selv, hvor hun fortalte om deres mange projekter i år, bl.a. blindmodellering af et helt kaffestel, det fælles kunstværk Børnemuren – en slags minigentagelse af Bjørn Nørgårds enormt store værk Menneskemuren fra 1982 , dekorerede blokmasker i ler til ophængning, fotocollager og et “fællesportræt’ af alle på skolen.  Hun fortalte også om den glæde, hun havde oplevet ved at undervise denne gruppe ivrige og kreative små kunstnere. Sammen havde de atter skabt en spændende, vellykket og anderledes børneudstilling.

Børnemuren – efter Bjørn Nørgårds Menneskemuren. Se billedet i det foregående indlæg her på bloggen.
Så er der serveret! Blindmodelleret kaffestel
Blokmasker i ler

Børnenes lærer Vibeke Lykke fik stor og velfortjent ros og tak fra bestyrelsen og forældrene samt en stor buket blomster. Det er umiddelbart nogle særdeles heldige unger, der har hende som lærer.

Vibeke med børnene
Alle lytter

Efter en sang trådte Tyge op og talte om galleriet, udstillingen, de kommende udstillinger, Rudme Lokalråd og de netop i år så aktuelle mørkefortællinger, der bl.a. skal munde ud i en konference i Foderstoffen til efteråret og en bog med mange af de fortællinger, der er inspireret af de mange tusmørkekomsammenener rundt om i lokalområdet.  Desuden måtte han også lige fortælle, at Faaborg-Midtfyns Kommunalbestyrelse næste dag ’flyttede’ her til Rudme og ville holde henholdsvis et dialogmøde om ”Lokalrådenes fremtid” og dernæst et helt almindeligt kommunalbestyrelsesmøde i Foderstoffen, som alle kan overvære.

Der blev sunget

Sognepræst Kamille Nygård fortalte senere mere om mørkefortællingerne, hvor hun bl.a. genfortalte en gammel lokal spøgelseshistorie om en afdød og skyldbetynget præstekone, der – ifølge legenden – hver nat ved midnatstid susede lydløst gennem hele Herringe-Rudme i en vogn trukket af et firspand. Hun fik nattehårene til at rejse sig på flere, da hun – som den gode fortæller, hun er – tilføjede, at de i præstegården flere gange havde hørt et sus fare gennem haven midt om natten.

Sang og musikalsk underholdning blev leveret af Albert, Elea, Irmelin og Lars Emil.

Det blindmodellerede kaffestel fascinerede.

En fantastisk forårsdag med sommertemperatur, skyfri himmel, strålende sol og en helt igennem dejlig oplevelse for alle.

Aprilsvejr med sommerfornemmelser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.