LIVSGLÆDEN med rødder i Rudme – af Elisabeth Damkiær

Søndag den 10. juli kl. 14-16 (2016) vil der være fernisering på en udstilling af Elisabeth Damkiær i Galleri Svinestien. Traditionen tro vil der være fællessang, stort kagebord og musikalsk underholdning. Ganske gratis – men med mulighed for at yde frivillige bidrag. Alle er velkomne til ferniseringen.

Elisabeth er en spændende kunstner med et nært og personligt forhold til Rudme, hvor hendes mor, som dengang hed Bente Simonsen og var datter af mejeribestyreren, havde en dejlig barndom og gik i Friskolen.

Galleri Svinestien lærte sidste år Elisabeth at kende via Anne Buhls udstilling, hvor hun og hendes mor Bente kom til ferniseringen, som det ses på billedet til højre.

Herfra fortæller Elisabeth selv historien om de livsbekræftende rødder fra mor Bentes opvækst i lige netop vores lille midtfynske landsby med de grundtvigianske traditioner:

Jeg hedder Elisabeth Damkiær og er psykoterapeut og billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi i første halvdel af 1980’erne, men mine rødder ligger solidt plantet i det fynske.

Rudme har en særlig klang for mig, en duft af falmede billeder i gamle album, en verden i sort/hvid, stille som sne, blandet med fortællinger fra hjertet og en følelse af dejlige stærke rødder, min mors barndomsby. Min far Carl Damkiær voksede op på Ellerup Skole, hvor min farfar, der også hed Carl Damkiær, var lærer og degn. Min mors barndom var på og omkring Rudme Mejeri. Der var morfar, Johannes Simonsen, mejeribestyrer fra de kom dertil i 1926 og til hans død i 1954.

Johannes blev født i 1898, søn af gårdejer Kresten Jørgen og Elisabeth Simonsen på Højmøllegård på Tåsinge. Men Johannes ville ikke selv være landmand. Som den eneste af søskendeflokken på 8 forlader han øen og kommer ikke tilbage – han vil noget andet. Han kommer i lære på Dalum Mejeriskole i Odense, og derudover danser han folkedans. Det er her min mormor, den mørkøjede, kønne Elna kommer ind i billedet. Elna stammer fra et husmandssted ved Rynkeby ved Kerteminde. Der er musik i familien – når dagens arbejde er forbi, bliver der spillet op til dans. Elna lærer at spille violin (som den ‘heldige’ blandt 7 søskende), og også hun danser folkedans. Hun har det lange mørke hår samlet i en kraftig fletning i nakken og er rank og mørklødet (det menes, hun har spanske rødder). Johannes er lys. De danner et fint par på dansegulvet de to, Elna og Johannes, og ligesådan videre i livet. Elna er kokkepige, blandt andet hos en læge i Ryslinge, Johannes bliver mejerist. De bliver gift og flytter sammen til Avernakø, hvor Elna i 1925 føder den lille pige, Bente (som 34 år senere bliver min mor). Johannes er førstemejerist på Avernakø, men da muligheden byder sig for at blive mejeribestyrer flytter den lille familie til Rudme. I begyndelsen bor de i den ene ende af mejeribygningen og der er småt med plads, men Johannes og Elna falder rigtig godt til i Rudme. Senere bygges et hus adskilt fra mejeriet, et stort fremskridt for familien, der sidenhen forøges med sønnen Kurt og en efternøler, Birte.

Foran Rudme Brugsforening

Nogle af familiens nærmeste venner bliver brugsuddeleren Theodor Christensen og hans kone Julie. Rudme Brugsforening ligger ikke langt fra mejeriet, strategisk placeret op mod jernbanen. De har tre børn, Asta, ‘Sisse’ og Knud (Sisse hedder egentlig også Julie). Sisse er på alder med min mor, og Knud er jævnaldrende med mors 5 år yngre lillebror, Kurt. Min mor elsker at være der, og da mormor Elna skal føde Kurt får min mor lov at være hos dem, så længe hun vil. Min mor er muligvis blevet voldsomt forkælet hos brugsuddelerens – på et tidspunkt erklærer hun i hvert fald, at hun egentlig gerne vil blive boende!

      

Mor Bente og mormor

Mor kommer i Friskolen i Rudme og går der, fra hun er 7-14 år. Hun går i skole hver anden dag i de små klasser. Vejen fra mejeriet til friskolen foregår til fods. Hun kommer forbi gården før bakken, hvor Peter Knudsen og Caroline dengang boede, flere steder er der hunde, der gør. Hun bliver ikke bidt, men hvor er hun bange for dem, når de kommer farende ud og gør. Ofte følges hun med Eli Havelund, som hun også går til gymnastik med.

En af Rudmes første biler – bemærk den håndskrevne tekst!

Om søndagen tager familien på søndagsudflugter. Her er familien lidt speciel i forhold til de fleste, for der er ikke mange i Rudme, der har bil. De kan køre til Tåsinge og besøge familien der, eller til Odense, eller se den nye Lillebæltsbro, der er færdigopført og bliver indviet en sommeraften i 1935, hvor min mor er ti år. Det er en folkefest! Om sommeren går turen til Nyborg Strand – altid på en hverdag, hvor der ikke er så mange mennesker (et synspunkt børnene dog ikke er så begejstrede for.)

Nogle gange når Johannes skal til Odense og forhandle med ostegrossererne, får min mor lov at komme med. De opkøber jo den bedste ost fra hele Fyn, der bringes ind med de mange jernbaner, der fandtes dengang. Fra Odense kan osten fragtes mod vest med jernbanen til Esbjerg og sejles videre til England. Eller med skift i Jylland med jernbaner til Hamborg og dermed til Tyskland. For at få den bedste pris for ost, skal den have medaljer: guld (bedst), sølv (godt) eller bronze (ok).

Det nærliggende Egeskov Gods har jo også sin egen produktion af ost og andre landbrugsprodukter. Men dem opfatter Johannes overhovedet ikke som konkurrenter. For dengang var betegnelsen ‘Herregårdsost’ bestemt ikke noget prægtigt, som man kan få indtryk af i dag, når vi ser osten i supermarkedets køledisk med en smuk blomsteromkranset knejsende herregård på. Dengang var det dårligt betalte landarbejdere og uengagerede medarbejdere, der stod for frembringelsen af ostene. Og mælken, der blev anvendt, var blot købt og betalt, og ikke som i et andelsmejeri, hvor mælkebønderne følger med i, hvordan det går med salget, og om de kan være stolte af den gode ost, der går til Odense og udlandet – og ikke mindst om de får ‘dividende’, altså ekstra penge, hvis året er gået godt for mejeriet og dermed for alle bønderne i Rudme og de andre nærliggende landsbyer.

Grete og Bente

Musikken følger med til Elna og Johannes’ hjem i Rudme. Bente får et klaver og lærer at spille hos en dygtig klaverlærer, Eva Bak i Ryslinge. Ofte kommer Johannes ganske stille ind i stuen og sætter sig, når hun øver de klassiske stykker, hun har for. Hun spillede blandt andet Chopin, og jeg husker hende specielt spille Chopins Impromptu, og at det rørte mig dybt. Senere sammen med min far i 1950-60’erne, hvor jazzmusikken hitter, spiller de firehændigt sammen et ragtimenummer, der hedder ‘The Black and the White Rag’. Jeg er pavestolt af dem, når de spiller.

Tilbage til Rudme. Johannes sidder i sognerådet. Han er radikal, men han er også meget optaget af friskoletanken og af Grundtvigs tanker om læring for livet, trosfrihed og ytringsfrihed til fælles bedste. Dette inkluderer også frihed for kvinder. Han er fx meget optaget af, at min mor skal have en uddannelse, så hun kan klare sig selv. Ikke bare en uddannelse på papiret, hun skal have en uddannelse, hun har hjertet med i og kan og vil bruge. Han bakker hende også op, da hun vil et år til Paris, og min mor får et fantastisk år i Paris og bliver efterfølgende i de senere år husholdningslærer på Odense Katedralskole.

I 1953 har min mor mødt min far gennem en fælles ven i Odense, hvor hun bor til leje hos en onkel og moster i Allegade. Min far, Carl, er ingeniør, han kører på en meget gammel rusten cykel, og set oppe fra vinduet på første sal, hvor tante lurer bag gardinet, er han ikke noget overbevisende godt parti for niecen. Men han er kvik, galant og meget charmerende, og så er penge jo som bekendt lige meget. Den historie har jeg altid elsket.

Hjemme i mejeriet i Rudme får Johannes en blodprop og dør i en alder af bare 56 år. Han når aldrig at blive præsenteret for min far, og det bliver min onkel, der førte Bente til alters i Ryslinge Valgmenighedskirke i juni 1954.

Mormor Elna flytter fra Rudme mejeri med lille 10 årige Birte til en villa i Møllervænget i Odense. De nygifte flytter ind på første sal og her kommer min bror og jeg til verden. Men forinden er der en lille krølle på halen af historien, for da familien skal til at flytte fra Rudme Mejeri står de nu og ser på det ret så nyopførte hønsehus. Det er bygget af ‘Peter tømrer’ fra Boltinge Stolefabrik og af noget rigtig godt træ – alt for fint til et hønsehus, tænker de. Huset bliver pillet ned, bræt for bræt, transporteret til Stokkebæk Strand og genopbygget på et lille stykke mark ved stranden, som mine forældre køber af en undrende gårdmand for næsten ingen penge. Der står det faktisk endnu, men man skal nok vide, at det er et forhenværende hønsehus fra Rudme for at tro det.

Min far døde i 2004, min mor Bente lever stadig.

Igen foran Rudme Brugsforening

L I V S G L Æ D E N

med rødder i Rudme

Elisabeth Damkiær

Galleri Svinestien – juli 2016

 

Se omtalen i Fyens Stiftstidende og i Midtfynsposten på side 34.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *