Presse: Sys Hindsbo udstiller i Galleri Svinestien

OBS: Presseopdatering nederst.

Sys Hindsbo i sit atelier

Den 4. august kl. 14.00-16.00 byder Galleri Svinestien i Rudme på en dejlig overraskelse med fernisering af værker af Sys Hindsbo samt diverse kuriøse objekter, der i årenes løb på forskellig vis indgår i og har inspireret mange af hendes værker.

Udstillingens titel er Kuriosa. Ordet kommer fra latin curiosus, som bl.a. betyder videbegærlig eller nysgerrig. Som i det engelske ord curious.  Nysgerrighed eller kuriositet har altid spillet en central rolle i Sys Hindsbos værker, som arbejder med og udforsker de fysiske og emotionelle relationer mellem mennesker, dyr og ting. Alt det udefinerlige, der kan ske i samspillets indbyrdes forhold udtrykt i hendes helt specielle billedsprog, som sætter gang i beskuerens egne tanker og fantasi.    

Med et nyt værk.

Sys Hindsbo er et stort navn i Rudmeområdets kunstnerkreds – derfor er det en ganske særlig glæde, at hun nu kommer til at udstille i det lille lokale galleri, som står hendes hjerte nær, og hvor hun er en hyppig gæst. Hun er en af Danmarks helt store landskendte kunstnere med en lang og hæderkronet karriere i kunstens verden. Hun er maler, grafiker og billedhugger, uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole 1962-65, Grafisk Skole 1965-69 samt på Skolen for mur- og rumkunst i 1970. 

Hun har siden 1970 modtaget utallige stipendier og udmærkelser for sit arbejde. Hun flyttede til Rudme i 1982, og fra 1983 underviste hun i skulptur og grafik på Det Fynske Kunstakademi. Hun var medlem af Akademirådet 1984-90, medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1989-2002, formand for Akademirådet 1999, Akademirådets præsident 1999-2002 og formand for de to billedkunstneriske udvalg i Statens Kunstfond 2002-2005. 

Sys Hindsbo er kort sagt et af den danske kunstverdens store navne, og galleriet glæder sig til virkelig at fejre bysbarnet med taler, musik, sang og meget andet godt.

————————-

Curriculum Vitae

Sys Hindsbo (tidl. Nina Bodil Hindsbo), f. 1944

Maler, grafiker og billedhugger 
Uddannet på Kunstakademiets Billedhuggerskole (Gottfred Eickhoff) 1962-65; Grafisk Skole (Holger Jensen og Palle Nielsen) 1965-69; Skolen for mur- og rumkunst (Dan Sterup Hansen) 1970. 

Har modtaget en lang række stipendier og udmærkelser helt fra 1970 jf. Bielke; Even Nielsen; Hielsmstierne-Rosencrone 1971, 1976, Aug. Schiøtt 1972, 1980; Bendix 1973; Dronning Ingrids Romerlegat 1974, 1977 og 1987; William H Michaelsens tegnerlegat 1976; legat fra Ole Haslunds Kunstnerfond 1979; Thanning og Frues Rejselegat 1979; Ny Carlsbergfondets store Udenl. Stipendium 1981; Kunstmaler Oluf Hartmann’s Legat 1982; Residerende kunstner på Skandinavisk Forenings Kunstnerkollegium 1989-92. Statens Kunstfond 1974, 1976, 1978, 1979, 1981; Statens Kunstfonds 3-årige Arbejdslegat 1982; I W Larsens Legat 1983; Billedhuggeren Gerhard Hennings Legat 1985; Gottfred Eickhoffs Legat 1985; Henry Heerups Legat 1986; Tagea Brandt 1987; Mogens Ziegler; Tuborg Fondet og Prins Jørgen 1989; Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 1991; Fyns Amts Kunstnerpris 1991; legat fra Anne Marie Telmanyi, født Carl-Nielsen’s Fond 1995; Eckersberg-Medaillen 1996; Ole Haslunds Kunstnerfond 2007 og 2008 og Agnes Schulein Westmans Rejselegat 2008. 

Hindsbo har været censor for KP 1978-79; lærer i skulptur og grafik på Det fynske Kunstakademi fra 1983; medlem af Akademirådet 1984-90, medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1989-2002; formand for Akademirådet 1999; Akademirådets præsident 1999-2002 og formand for de to billedkunstneriske udvalg i Statens Kunstfond 2002-2005. 

Medlem af Kunstnersamfundet, BKF og fra 1986 af Decembristerne. 

Udstillinger 
Har udstillet på talrige separat- og gruppeudstillinger i ind- og udland fra 1966 jf. Charlottenborg Forår og Charl. Efterår 1967; 3. Internationale Grafikbiennale, Kracow 1970; Nordisk Grafikunion, Reykjavik 1972; Det Danske Hus, Paris 1979; 2. Grafikbiennale, Baden-Baden 1983; Kobberstiksamlingen 1977; Clausens Kunsthandel 1977, 1982, 1987, 1991, 1997 og 2002; Bergens Kunstforening 1982; Det Danske Hus, Paris 1994; Brandts, Odense (retrospektiv) 2007. 

Udsmykninger 
Har udført en række udsmykninger, bl.a. til Herning Kongrescenter (for Stens Kunstfond) 1986; Gl. Hellerup Gymnasium, 1994; DSB 1994; Dronningeværelset, Odense Rådhus 1997; Det Danske Institut i Rom 1997; Nykøbing F. Bispesæde 2001; Tønder Gymnasium 2005; Odense Univ. Hospital 2007. 

Er repræsenteret på en række museer, institutioner og fonde i ind- og udland: Malmö, Jönköping, Vejle, Maribo og Fyns Kunstmuseum, Odense; Kobberstiksamlingen; Nationalgalleriet, Oslo; Statens Kunstfond; den Svenske Stats Kunstfond; Ny Carlsbergfondet; Den Danske Radeerforening; Kulturministeriet; Udenrigsministeriet; Victoria and Albert Museum 1988. 

Værkernes udsagn 
Kunstnerens værker handler om melankoli, smerte og medlidenhed. Hun er først og fremmest tegner, også når hun arbejder indenfor grafik, maleri og marmorridsninger. Af og til ses farver i hendes tegninger og grafik , undertiden med symbolske undertoner. Farverne er dog altid underordnet tegningens præmisser. Hindsbos værker er præget af interessen for gengivelsen af den menneskelige krop. Dette er baseret i en klassisk interesse for kroppens positioner og bevægelser, der igen henviser til den centralitalienske renæssances kunst, bl.a. til Luca Signorelli. Hindsbo taler i billederne om grundlæggende betingelser for forholdet mellem mennesker, betingelser, der gør alle til ofre i den sidste ende.

______________________

Ordbogens definition:

kuriosum substantiv, intetkøn

BØJNING -met, kuriosa, kuriosaene

UDTALE [kuɐ̯iˈoːsɔm]    pluralis [-ˈoːsa]  

OPRINDELSE fra latin curiosus ‘omhyggelig, videbegærlig’, afledt af cura ‘omhu’

Betydninger

mærkværdig eller pudsig detalje, genstand, person, fænomen eller forhold

SYNONYM kuriositet SE OGSÅ raritet

—————————-

Nyt fra pressen;

MIdtfynsposten side 26 http://www.e-pages.dk/midtfynsposten/496/

Fyens Stiftstudende: https://www.fyens.dk/faaborg-midtfyn/Sys-Hindsbo-udstiller-i-Galleri-Svinestien/artikel/3369326

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.