Super- eller fotorealisme – før og nu

Siden fotografiet blev opfundet og gradvist udbredt fra 1830’erne har der eksisteret et modsætningsforhold mellem fotografiet og kunsten, som i tidens løb har ført til ikke så få hidsige diskussioner. På den ene side tog det lang tid at erkende, at fotografi også kan være kunst, og på den anden, at kunsten ikke var blevet overflødiggjort af fotografiet, for hvem ville nu betale en kunstner for at male et portræt, landskab eller alt muligt andet, når et fotografi var så meget hurtigere og billigere – og tilmed inden for helt almindelige menneskers budget. Indtil da havde mange kunstnere primært levet af bestillingsopgaver fra kunstmæcener eller af at male motiver, de håbede på at kunne sælge. I første halvdel af det 20. århundrede opstod så den abstrakte kunst som en slags bud på, at kunsten var og kunne noget andet og mere end fotografiet. Mange gjorde dog tykt nar af den abstrakte kunst med påstande om, at det kunne enhver gøre efter.  At kunstnerne slet ikke kunne tegne.

Den første modreaktion kom via den amerikanske popkunst midt i det 20. århundrede (med Andy Warhol som den mest berømte eksponent), og lige i hælene på popkunsten fulgte superrealismen, som også kaldes ekstrem realisme, hyperrealisme eller fotorealisme, hvor kunstneren på forskellig vis arbejder ud fra fotografier og fotografiske motiver, men samtidig med stor omhu tilfører billederne noget udefinerligt, noget mere.  En slags ekstra dimension.

En af de første superrealister var Richard Estes, hvis billeder af bl.a. blanke glas- og stålflader virker tredimensionelle. Her ses et af de ældste og mest kendte eksempler – en række telefonbokse:

En anden ‘gammel’ klassiker er Ralph Goings Ralph’s Diner.

Superrealismen eller fotorealismen er stadig sprællevende, som her i Daryl Gortners smukke billede af tre kopper. Han har en særlig forkærlighed for kopper, slik, damesko tern, striber og glade farver. 

Her ses ét af Jim Warrens underfundige billeder.

Solskin efter regn af Steve Hanks, som er én af verdens bedste til at male akvareller.

Chuck Close (f. i 1940) er én af superrealismens store portrætkunstnere – her maler han med fingrene efter et fotografi.

Kathleen Varga maler også ofte portrætter med særlig fokus på øjnene – sjælens spejl.

Kelvin Okafor er en ung britisk superrealist af nigeriansk afstamning, som bruger blyanten til sine smukke sort-hvide billeder.

Brian Tull er en særdeles alsidig amerikansk kunstner, som også er fascineret af blanke overflader – her på en cykel.

Den hollandske Tjalf Sparnaay har en forkærlighed for at male mad – ikke mindst hyperrealistiske spejlæg, men her er han i gang med en smuk hollandsk blomsterbuket:

Super- eller fotorealismen trives i bedste velgående og er særdeles alsidig – uanset at skabelsen af hvert eneste kunstværk tager meget lang tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *