TODAGBØGER – 2 keramikere – 1 års dogmeinstallationsudstilling

PRESSEMEDDELELSE:

To keramikeres dogmeudstilling TODAGBØGER i Galleri Svinestien

De to erfarne keramikere Vibeke Lykke og Stine Brønserud Ernst har i et helt år hver dag afsat præcis 12 minutter til skabe en keramisk dagbog af dagens indtryk i 365 g porcelænsler med 8 ord nedfældet på papir og til sidst en sort/hvid selfie. Eftersom år 2020 er et skudår, indeholder udstillingen nu 732 enkeltværker, som afsløres i en samlet installationsopstilling ved ferniseringen søndag den 6. september kl. 14 i Galleri Svinestien, hvor der traditionen tro vil være taler, sang, musik og kagebord. Alle er velkomne.

De to kunstnere har gennem hele året dokumenteret deres fælles projekt på Instagram. Klik HER for at se siden.

Det skal nævnes, at Vibeke Lykke også er en højt værdsat billedskolelærer på Rudme Friskole, og hun har derved i en årrække har sat sit tydelige præg på Børnebilledskolens udstillinger i galleriet.

De to kunstnere skriver selv følgende om projektet:  

Dagbogsskriverens fornemmeste opgave er at gentage det, der er sket og prøve at forstå og at holde på det, – bare et øjeblik inden det forsvinder. Vi er to kvindelige keramikere, der har udfordret genren. I porcelænsler har vi søgt at komme endnu tættere på at fastholde og forstå nuet.

Dagbogsprojektet er skabt i perioden 1 aug. 2019 til og med 31 juli 2020. Det har været muligt at følge projektets tilblivelse via Instagram. Dagbogen er defineret ud fra nogle opstillede dogmeregler.

Dogmeregler:

Hver dag i et år, i et tidsinterval på 12 min, har vi besluttet at gennemføre følgende:

  • Nedfælde 8 ord på et kvadratisk papir 9X9 cm. Ordene skal sammenfatte dagens indtryk.
  • I 365 g porcelænsler at udforme et keramisk nedslag, der opsummerer dagens udtryk (ingen brug af værktøj.)
  • Seancen afsluttes med en sort/hvid selfie

Porcelæns-emnerne forglødes og glaseres med en transparent glasur. Der arbejdes frem mod et samlet udtryk for en kommende udstillingsrække. Det samlede materiale sammenstilles i udstillingsrummet og danner én stor fælles installation.

Omfang visuelt:

  • 732 individuelle keramiske skulpturer
  • 732 individuelle sort-hvid selfies
  • 732 individuelle papirnoter.

Skulpturerne

De keramiske skulpturer udgør hver og især en umiddelbar tilgang til materialet. En tidsramme der energifyldt får tanker og hænder til at samarbejde imod et emotionelt udtryk, der afspejler livets gang.

En underfundig foranderlighed – en konstant undersøgelse af, hvordan form, farve og lys kan åbne op for en ordløs sansning. De bliver en måde at se og mentalt organisere virkeligheden på. De står tilbage som tidsbilleder, -måder at rejse gennem verden på.

De sort/hvide selfies

De sort/hvide selfies af vores ansigter udtrykker vores indre hemmeligheder. De kan virke lettere skræmmende og påtrængende ved deres daglige gentagelse. Variationerne er rytmiske og udtrykker sindets uafladelige foranderlighed. Ved at udelukke brug af farver, intensiveres udtryk og indtryk.

De sort/hvide selfies bliver omsat til lysbilleder, hvor vores ansigter vises side om side. Lysbillederne vises i et loop på en skærm.

De skrevne ord

Vores skrevne ord bliver omsat til både fýsiske og levende lydbilleder. De indbyder til, at man går rundt om dem, studere dem, hører dem og mærker dem. Ordenes iboende sandheder positionere sig ved deres tvetydighed. For os er det personlige sandheder, for beskueren er det måske genkendelse eller afsløringer. Som beskuer er man medskabende. Man meddigter, associerer, spejler og inddrager sig selv.

Sammendrag

Sammenhængen mellem ord, form og tid viser sig i det kunstneriske arbejde, hvor man kan støde på noget uforudset undervejs, og som signalerer, at man kan bevæge sig i en anden retning, end den man først troede var mulig. Ligesom tilfældighedernes kræfter kan spille ind i menneskets tilværelse og hverdag. De forventninger, man går til livet med, adskiller sig ofte fra det, der egentligt sker. Noget uforberedt opstår – man bevæger sig i én retning for pludselig at finde en ny – en anden.

Der er stillet spørgsmål ved dagbogen som genre. Kan vi, ved at inddrage det keramiske materiale, vi fysisk er i kontakt med, lagre en anden form for hukommelse i vores sind – skabe nye erindringsspor? Det man kan se er, at porcelænsskulpturerne rummer billeder fra erindringen og viser os som vi er. De rummer ingen enkelt sandhed, men mange mulige. De kan ikke opleves, uden at kroppens bevægelser bliver en del af erfaringen.

Skulpturerne skaber et eget rum, hvor bevægelserne, adskillelsen og samspillet med omverden kaldes frem.

PRESSE:

Midtfynsposten: https://midtfynsposten.e-pages.pub/titles/midtfynsposten/2274/publications/555/articles/1201681/37/1

Side 36: https://midtfynsposten.e-pages.pub/titles/midtfynsposten/2274/publications/555/pages/36

Fyens Stiftstidende: https://fyens.dk/artikel/dogmeudstilling-med-to-keramikere-i-galleri-svinestien

2 tanker om “TODAGBØGER – 2 keramikere – 1 års dogmeinstallationsudstilling

  1. Under fanen “Om galleriet” har jeg netop forklaret, at der IKKE er begrænsede åbningstider i sommersæsonen.

    Venlig hilsen
    Marianne Ajana
    admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.