Guitarmandens over- og underkrop

Føljetonen fortsætter…

Ud over hovedet og hænderne har Guitarmanden to meget store dele, der skulle samles hver for sig, nemlig over- og underkrop.

De fleste brikker til kroppens puslespil er større end dem i ansigt og hænder, men der skal dog konstant tages hensyn til kropsanatomi, påklædning og proportioner, efterhånden som skulpturen tager form, og her er det godt, at de to kunstnere har mange års erfaring med at skabe skulpturer, hvilket bl.a. disse link dokumenterer:

http://www.artdiscover.com/en/artists/arcadio-tomas-capote-cabrera-id5242

http://www.arcadiotomas.com/2014/07/odin-y-grundtvig-el-binomio-perfecto.html

Selv om de begge er erfarne kunstnere, skal det også lige bemærkes, at netop denne opgave var én af de mest krævende, de har arbejdet med. Det skyldes for det første det vanskelige materiale og for det andet deres egen høje kunstneriske standard, som de ikke ville gå på kompromis med.

Arcadio og Ruben svejser de første pladedele på kropsstativet.

Den nederste del af overkroppens indre jernstivere skulle ikke dækkes med jernplade, men passer til at blive sat ned i underkroppen ved den endelige samling af over- og underkrop.

Nu skal der gode kræfter til at flytte skulpturen.

Jo flere stykker, der svejses på, desto tungere bliver figuren at bakse med.

Overkroppen set bagfra.

Bemærk åbningerne på skulderen og tæt på halsen. De er der til den senere fastgøring af kraven og reverset på skulpturens korte jakke.  Lige over ryglænden ses der nu en udposning, som på dette stadie virker lidt ulogisk – lige indtil man ser den helt færdige skulptur med den åbentstående jakke, der på ryggen trækkes opad på grund af de løftede arme og derved danner udposningen.

Nu må overkroppen vente lidt.

Underkroppens afstivning.

Den store silhuet her viser tydeligt den oprindelige ‘tegning’ til skupturen med brede bukseben, der sidder ålestramt øverst og har bell-bottoms eller (på dansk) trompetbukseben nederst. Den type bukser var særdeles populære blandt mange kendte musikere fra 70’erne og i en lang årrække.

Der er ved at komme ‘kød’ på understellet.

Så kom benene op at stå. 

Det er meget vigtigt, at fødderne står helt flat og stabilt på underlaget, da deres sammensvejsning til soklen er det, der skal bære hele den 650 tunge jernskulptur. Han skal stå på en rigtig stor fod med god solid jordforbindelse.

Her er over- og underkrop samlet.

Overkroppens understel er nu sat ind i underkroppens hoftedel. Guitarmanden har fået sin fulde højde på 5 meter, men er stadig lidt ‘tom i maven’. Måske er luftig et bedre ord.

Størrelsesforholdet ses tydeligt her.

Der er ingen tvivl om, at Guitarmanden ikke sådan lige er ‘spadseret ind gennem porten. Han kan kun komme ud og ind i liggende stilling båret af en solid kran. Som det ses, når han op til de øverste rafter inde i hallen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *