Pejac – poetisk humor og melankoli

Pejac er et pseudonym for en usædvanlig spansk kunstner, som er født i 1977 og nu bor i Barcelona. Han er en kendt illustrator og udstiller også i gallerier, men hans street art, som han nu har efterladt i mange lande og storbyer, har gjort ham kendt. Umiddelbart forbinder man ham med den verdenskendte og provokerende britiske street artist Banksy (søg på ordet Banksy i Google Billeder for at se eksempler på hans kunst), men selv om Pejac har ladet sig inspirere af Banksy og mange andre store navne, såsom Magritte, Monet, Manet med flere, er han ved nærmere bekendtskab alligevel helt sin egen. Ikke mindst, fordi han har en særlig sans for at få kunsten og stedet til at ’tale sammen’.

Tag det smukke værk herunder i Tokyo, som han kalder ”Everyone is an artist”, hvormed han hædrer verdens arbejdende kvinder med en silhuet af en rengøringsdame, der tømmer en spand vand og via denne enkle handling genskaber Hokusais ikoniske hovedværk Den store bølge ud for Kanagawa. Resultatet er meget japansk, meget sigende – enkelt og smukt. Uforglemmeligt!

Pejacs særlige passion startede med, at han i skolen blev rygende uenig med sin kunstlærer om dennes definition af, hvad der er kunst, og hvem der kan værdsætte den. Ifølge Pejac tilhører kunsten alle mennesker, så selv om han udstiller i gallerier, sørger han også altid for, at den helt almindelige befolkning, som ofte ikke ville ulejlige sig ind på slige steder, møder eksempler på hans kunst lige der, hvor de færdes – nemlig på gaden og i det offentlige rum. Se flere af hans billeder ved at klikke her.

Pejac siger selv, at melankoli og humor er drivkræfterne bag hans værker, som i et poetisk formsprog søger at vise de skjulte sider ved alt. Nogle gange er det hele kun skæg og ballade, men hans leg med perspektiverne, og hvordan tingene ser ud, rummer en tvetydighed, der som en blid hvisken fra kunstneren trænger direkte ind i beskuerens øre: Stop op og tænk over det, du ser. Hvad siger det?

Her klasker tilsyneladende Vandal-isme et kendt og førhen stærkt provokerende fransk kunstværk, Manets Frokosten i det grønne, op på væggen midt inde i farveklatten.

 

Tag værket Ants eller på dansk myrer.  To børn leger ’tilsyneladende ganske uskyldigt’ med en lang række myrer på væggen, men der sker noget meget mere makabert, når man ser rigtigt efter på billedet.

Værket herunder med titlen Enteleki, som enten betyder “potentialets realisering” eller “sjæl”, er helt anderledes, nemlig en smuk og fredfyldt – men stadigvæk underfundig – indendørs vægdekoration for en restaurant i London.

I blyant- og akvareltegningen herunder kommer man umiddelbart til at tænkte på Magrittes kunst. Noget er slet ikke, hvad det giver sig ud for at være.

Herunder ses et litografi af et smukt landskab med en stolt kronhjort, men hvad består “græsset” af?

Pejac er absolut værd at holde øje med, hvilket i dag nemt kan gøres via billedsøgning på nettet. Han har endnu ikke besøgt Danmark, men vi må håbe det sker. Jeg ville gerne lægge mur til et af hans værker, men chancen er nok størst i storbyerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.