Desperate Housewives’ fernisering 2017 – med ny tradition

 

Søndag den 14. maj kl. 16.00 åbnede årets fernisering for Desperate Housewives & Hanne Skyum med en ny tradition – nemlig at ferniseringen begyndte 2 timer senere kl. 16.00 (i stedet for kl. 14.00), og som afslutning blev der serveret suppe med brød. Bagtanken er at få gæsterne til at blive længere og få aftensmåltidet med, mens der snakkes og hygges omkring de mange borde.

Da den danske sommer samtidig valgte at melde sin ankomst for alvor med strålende sol og sommertemperaturer  lige da ferniseringen startede, blev det til en rigtig hyggelig fernisering med lang aftensnak omkring bålet og de mange suppegryder.

Inden programmet var nået så langt, holdt de seks Desperate Housewives en tale, hvor de bl.a. fremviste ‘blodplettede’ bandager om hænderne, der som en joke skulle antyde deres flittige brug af de skarpe knive, der bruges til træsnit. Hanne Skyum afsluttede med nogle bemærkninger om, at hun syntes, de var nået langt på de få gange, og at det havde været sjovt at have gruppen på besøg.

Mette Holde Jensen havde skrevet selve talen ned, så den følger herunder:

Velkommen til Desperate Housewives’ fernisering 2017

Sidste år var Desperate Housewives alt for desperate til at udstille, og vi sprang derfor over, men nu er vi på banen igen her i galleriet, med nye afprøvninger i form af træsnit.

Skulle der være nogen, der ikke kender os, så er Desperate Housewives os, der står her – en gruppe af kvinder, som oprindeligt var den tidligere bestyrelse i Børnebilledskolen. Vi besluttede på et tidspunkt, at vi også ville undervises og udfordres med nye teknikker og materialer. Flere af os er billedkunstlærere, og vi har tidligere i gruppen fået undervisning i forskellige trykformer, portrætmaleri og croquis. Denne gang har det været et helt nyt område – og en stor udfordring, nemlig træsnitsarbejde, som dels er et svært og hårdt håndværk, og det er krævende i forhold til lag-på-lag-teknik, forgrund/baggrund, motiv og farvevalg.

Vores lærermester har denne gang været Hanne Skyum, der har boet her på egnen i mange år og er en meget anerkendt kunstner, både indenfor vævning, maleri og træsnit, og som I kan læse på Galleri Svinestiens hjemmeside har hun modtaget adskillige udmærkelser og medaljer! Hun var i sin tid med til at starte Rudme Børnebilledskole, og den kører jo i flot stil og har netop haft udstilling her i galleriet.

Hele desperate gruppen var på kursus hos Hanne en weekend her i vinter, i hendes smukke og meget stemningsfyldte atelier i Dyreborg, og vi har efterfølgende på skift været der og arbejdet videre med teknikken. Det har været en stor oplevelse for os, som du skal have tusind tak for Hanne! (vi viser bind om håndleddene og blodet dryppende).

Hanne har også værker med på denne udstilling, hvor vi har været så flinke at give hende det lille rum!

Sidste år, hvor vi altså ikke udstillede, havde vi dog gjort os mange tanker om den, og en af dem var at lave en udstilling med ”daughters” (døtre)! Derfor havde vi fået sat nogle døtre i gang med at lave billeder. De er kommet med på denne udstilling. Det er Tove-Maries og Viktorias billeder, der hænger i den lille forgang. Tove-Marie har lavet akvarelbilleder og Viktoria har lavet en form for installation i papir og tråd. Tak skal I have for det!

Til ferniseringerne her i Svinestien, er det tradition, at udstillerne selv finder musikere, og her har vi også fået nogle af vores døtre til at spille – i dag i en ny konstellation – nemlig Rikke Krebs sang og Viktoria Holde Søndergaard på vibrafon. Vi har fået dem til at spille noget fra vores ungdom – nogle Trille numre, plus noget jazz, som de selv vil præsentere, når de spiller lidt senere. Stor tak, fordi I vil synge og spille for os! Vi glæder os helt vildt til at høre jer!

(Vi synger en sang!)

Udstillingen erklæres for åben!

Læs mere om Hanne Skyums kurser i træsnit i artiklen “På træsnitkurusus ved Hanne Skyum“. Sidst i artiklen kan man læse, hvordan hun kontaktes for at arrangere et kursus.

Her følger lidt stemningsbilleder fra ferniseringen:

Installationen af dåser med ‘indhold af talemåder’ fik mange smil frem.

 

Hanne Skyums smukke unika træsnit.

Tegningen, der flygtede fra papiret ud på væggen

– af Viktoria.

1 thought on “Desperate Housewives’ fernisering 2017 – med ny tradition

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *