Sanni Schmidt har fernisering den 11. juni

Her følger pressemeddelelsen om denne udstilling:

Sanni Schmidt – sanselighedens kunstner

Sanni Schmidt udstiller fra den 11. juni i Galleri Svinestien på Rudmevej 80. Der er fernisering kl. 16.00.

Sanni Schmidt blev uddannet som væver i København og siden tekstilformgiver fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding (nu Designskolen Kolding). Hun har i årenes løb udstillet mange steder og arbejder også med udsmykning, indretning og design.

Denne udstilling viser hendes alsidighed og spændvidde som en eksperimenterende, legende og sanselig kunstner, der meget bevidst arbejder i rum, lys og stemninger. Hendes værker, som omfatter papir, tekstiler, skulpturer, malerier, kollager og fotografier, har en særlig intensitet.

Alle malerierne er på håndlavet papir, hun selv har fremstillet ud af alle former for ikke-glittet papir, såsom æggebakker, aviser, telefonbøger osv., som så er iblandet diverse fibre og tørrede plantedele, eller hvad hun p.t. føler kan give papiret lige netop den struktur, hun ønsker. Det betyder, at papiret og farverne, som næsten aldrig påføres med pensel, går op i en højere enhed som en taktil sanseoplevelse. Cirklen spiller også en rolle i flere malerier med et udtryksfuldt spændingsfelt inde i cirkelrummet. Som kunstmaler er Sanni Schmidt autodidakt, hvilket har givet hende en stor og i høj grad værdsat personlig frihed til at eksperimentere på sin helt egen måde. Med hendes egne ord: ”Når materialerne er i leg med hinanden, udtrykkes et specielt sprog og resultatet får sin egen identitet. Når inspirationen er hentet fra livet, og håndens arbejde er færdigt, står jeg over for forundring.”  Også for beskueren er Sannis værker en kilde til forundring.  De taler rent til sanserne. Læs mere på sannischmidtart.dk

Hun bor nu i Svendborg, hvor hun har atelier og vævestue, men har tidligere boet 14 år i Rudme, hvor hun bl.a. underviste i vævning på Rudme Friskole. Hun havde et tæt samarbejde med Hanne Skyum, der også boede i Rudme dengang, og som ligeledes vævede smukke billedtæpper.

Ferniseringen byder på et glas vin, sang, musik og taler, og der er, efter udstillingen er set, hjemmelavet suppe og brød til aftensmad, hyggelig snak og samspisning omkring bålet på pladsen foran galleriet.

###

Fyens Stiftstidendes artikel kan læses HER.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.