Sanni Schmidts fernisering og Rudmeforbindelse

Sommersolen både strålede fra en skyfri himmel og holdt alle godt varme om eftermiddagen søndag den 11. juni, da Sanni Schimidts udstilling slog dørene op med en dejlig fernisering.

Mette Holde Søndergaard var vært for udstillingen og holdt en tale, hvor hun fortalte om hendes forhold til Sanni, efter at Mette og familien for 15 år siden flyttede ind i Sannis tidligere hus på Rudmevej.  Hele historien kan læses længere nede med Mettes egne ord.

Sanni holdt også en lang og hjertevarm tale, hvor hun bl.a. fortalte historier fra hendes tid i Rudme og hendes udvalgte sange blev sunget.

Tyge fortalte kort om galleriet og om forskellige lokale nyheder, hvorefter Mette erklærede udstillingen for åben.

Senere blev der serveret flere slags suppe med brød og hygget godt og grundigt omkring bordene foran galleriet.

 

Forbindelsen

 Af Mette Holde Søndergaard

I 2002 kiggede min mand og jeg hus rundt om på Fyn, fra Birkebjerget i nord til Nordenhuse i øst, men det var svært at finde noget der ikke var sat funklende moderne i stand på den der 80’er måde, og der var til at betale.

Efter lang tids søgen, så vi på nettet et skønt bondehus, der var sat meget smagfuldt i stand med bl.a. hvidkalkede vægge og små indbyggede hylder. At der lå en lille friskole tæt ved, og der var togforbindelse i nærheden, var det, der gjorde, at vi kontaktede ejendomsmægleren og fik et kik i huset.

Det var en dejlig sommerdag, og vi kørte fra Odense, hvor vi boede og ud på landet. En snoet vej med marker på hver side gik mod den lille by Herringe-Rudme, som vi aldrig nogensinde havde hørt om. Huset var hvidt med sort bindingsværk. I haven stod der gamle frugttræer, et drivhus, og der lå et sødt, rødt legehus, beboet – af en kattemor med 3 små killinger. Foran huset vippede en række lillablå lavendler i vinden, duften fulgte os ind i huset.

Fra bryggerset i den ene fløj af huset, gik vi ind i et rum, det var hvidt, lyst og venligt og stort som en balsal. Jeg husker, at vores to unger løb fra den ene ende af rummet til den anden, de var vant til en lille lejlighed, med max 3 m i længden. Væggene havde en smuk struktur af de rå mursten, der var kalket hvide, og den ene ende gik til kip med rå bjælker svævende i rummet, hvilket gjorde, at min høje mand ikke følte sig klemt!

Omkring hjørnet ved brændeovnen lå det smukkeste bondekøkken med fyldige hylder, rustikke kakler og et gaskomfur – lige hvad vi drømte om. Fra køkkenet var der den skønneste udsigt over markerne ned til en lille skov, og skråt til højre lå en rideskole, hvor man kunne se hestene gå og græsse.

Videre rundt i huset var et andet stort rum – et gammelt butikslokale, også lavet til kip, her lå stadig det gamle gulv fra købmandsbutikkens tid – man kunne se, hvor disken havde stået, og hvor købmandsfruen havde travet frem og tilbage. I gulvet var der en lem, hvorunder der var et lille kælderrum. Her havde nok ligget øl på køl til de trængende Rudmeboere. I rummet stod nu en stor væv, da den tidligere ejer åbenbart var væver.

I værkstedsrummet ved siden af stod en kæmpe keramikovn, og i et baghus stod endnu en, også en keramiker havde boet i huset.

Vi var meget vilde med huset – et rigtigt pippihus – syntes vi, lidt vindt og skævt, trin op og trin ned, det emmede af kunstnerisk sjæl, og det indbød til at drømme om de mange ting, vi kunne gøre i dette hus – og bygge videre!

Næste gang vi besøgte huset havde vi en tømrer med, for særlig forstand på huse – og slet ikke bindingsværkshuse – det havde vi ikke. Han mente, at det så ok ud, det stod godt nok på spindelvæv, som han udtrykte det, så bindingsværket skulle skiftes. Taget kunne nok heller ikke ligge i mange år, selv om det ikke var voldsomt gammelt, kun den side med asbest, som sikkert ville holde 100 år mere. Og så skulle der indlægges varme. Men vi var ikke skræmte. Det passede vældig fint, at vi kunne bo i det og så reparere udvendigt.

Vi har nu boet i huset i 15 år og føler os stadig vældig godt tilpasse i det! Vi har bygget videre, lavet forandringer, og min mand har fortalt, at han ofte i en vanskelig situation med ombygning har tænkt: “Hvad ville de tidligere ejere have gjort her – med deres særlige sans for detaljer?”

En del her kender mig og ved, hvad det er for et hus, jeg taler om, men for jer, der ikke ved det, kan jeg fortælle, at det er Rudmevej nr. 90 lidt længere henne ad vejen, netop det hus som Sanni Schmidt boede i – i sin tid i Rudme!

Sanni mødte vi ved flere lejligheder efterfølgende. Vi tog bl.a. til en udstilling med hendes smukke håndlavede papirskrukkebilleder. Sidste år mødte jeg hende her i Galleri Svinestien. Og fordi du har boet i vores hus, er der denne her særlige forbindelse! Så da jeg fik muligheden for at hjælpe med denne udstilling, sagde jeg straks ja!

Præsentation:

Sanni Schmidt har den tilknytning til Rudme, at hun har boet her i 15 år med hendes familie og hendes kunst. I dag bor hun i en stor gammel villa i Svendborg med vævestue, atelier og hus under samme tag. Sanni er født og opvokset i København, hvor hun også fik sin første uddannelse som klassisk væver hos bl.a. Kim Navers, og derefter blev hun uddannet tekstilformgiver fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Hun har i sin tid som væver og billedkunstner udstillet og solgt mange forskellige steder i kunstforeninger, virksomheder, institutioner mm.

Sanni arbejder med mange forskellige materialer og teknikker, bl.a. gummi, plexiglas, hestehår, håndlavet papir af mange former for genbrug, lysinstallationer, udsmykninger mm, men det vil hun selv komme ind på om lidt. I maleriet har hun bl.a. arbejdet med cirklen som symbol. Livets cyklus, men også det at afslutte/ færdiggøre noget, har du fortalt mig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.