Sanni Schmidts ferniseringstale

Af Sanni Schmidt

Der var engang en ung pige… 16 år var hun… Vi er i året 1971… hun skulle ud at tjene som ung pige i huset… for sådan hed det sig den gang.

Hun skulle passe 2 børn, som aldrig var hjemme.

Så tid var der nok af… hun kedede sig… og hun kedede sig… og hun kedede…

Da hun havde kedet sig tilstrækkelig længe og var træt af det, gik hun på opdagelse i det store hus.

I kælderen fandt hun en gammel trækasse… som på en eller anden måde inspirerede hende til bare at gøre… et eller andet.

Hun fandt nogle søm som hun sirligt og med ens mellemrum hamrede fast i siderne på trækassen, og efterfølgende bandt hun en fin tråd rundt om hvert eneste søm, til der til sidst opstod en fin trend.

Hun begyndte nu at væve frem og tilbage med forskellige garner… garner i kulørte farver… snart blev der vævet striber… så en skrå linje… en trekant… en cirkel… og finurlige vævede billeder opstod.

Den unge pige havde dermed fået sans for det kreative udtryk, og hendes forældre støttede hende nu i et ophold på en ungdomshøjskole … hvor idéerne kunne få frit spil og mulighed for at udfolde sig.

Det blev til 8 måneder på ungdomshøjskolen i Vester Vested ved Ribe i Sønderjylland.

HØLOFTET som vævestuen hed… det var der, hvor der duftede af plantefibre… plantefarvning af uldgarner… de smukkeste, smukkeste farver… Uldgarner hvoraf der efterfølgende blev vævet de fineste stoffer.

Senere kom den unge pige i mesterlære hos to vævere i København.

Billedvæver Anette Jersild og gulvtæppevæver Kim Naver.

Alt det grundlæggende inden for vævens univers kom i spild… hvordan en væv fungere… Det tekniske… komposition… form og farve… materialelære… og meget andet… alt det fandt sin plads.

I året 1980 kom den unge pige, der nu var en ung og håbefuld kvinde, ind på Designskolen Kolding.

4 år på tekstillinjen… i et miljø, som summede af fantasi og personlig udvikling.

Efter endt uddannelse etablerede den unge kvinde sig på Midtfyn.

Hun stiftede familie, med mand og 2 børn, og en vævestue kom også op at køre.

Vævestuen blev en spændende legeplads… fine billedvævninger, vævede skulpturer og kilometervis af metervarer så dagens lys.

Årerne gik og glæden ved at arbejde i væven med det tekstile udtryk… det holdt ved.

I år 2001 ramte en stor sorg den unge kvinde, da hun på tragisk vis mistede sin mand.

Sorgen var stor og ubærlig.

Hos lægen… ja … der sad hun så og vidste ikke, hvordan hun så lige skulle komme videre med sig selv, sin hverdag og sine gøremål.

Lægen sagde til hende… du skal begynde at male billeder… jeg ved du kan væve, men begynd at male… prøv det… det hjælper, og det heler.

Den unge pige gik hjem og gjorde et forsøg.

Hun startede helt fra bunden af… hun havde ikke prøvet det før, havde ikke lært det… Så friheden til at gøre lige som hun havde lyst til… den var der , og den var stor.

Hun startede med at lave sit eget papir, der var lavet af tørrede plantefibre,… makuleret papir og æggebakker.

Det håndlavede papir klistrede hun op på et lærred, og en ny verden begyndte at åbne sig for hende.

Jo grovere papiret var lavet… jo flottere blev strukturen og billedets overflade.

Farverne blev lagt på… lag på lag… Oven på hinanden, ved siden af hinanden, gerne med lette og kraftige strøg af pensler, svampe, spartler og andre redskaber, som det lige faldt hende ind at bruge.

Hendes kære mand, der var gået bort, var keramiker… så hvad var mere nærliggende end at male krukker som det foretrukne motiv?

Der blev nu arbejdet på to planer… to forskellige kunstneriske udtryk.

I vævens univers, hvor der ligger megen forberedelse, megen nøjagtighed… omstændelighed og korrekthed… også ordentlighed… disse ting skal være helt i top… Ingen fejl under processen… Ingen overspring… for hvis der fejles, kan det tydeligt ses i det færdige produkt.

I maleriets verden er arbejdsprocessen helt anderledes… Ja, faktisk helt modsat.

Der må gerne fejles, der må gerne sjuskes, der må gerne eksperimenteres undervejs… Der må faktisk gerne laves noget, der får tankerne og følelserne hen imod kaos og ukorrekthed.

To meget forskellige verdener at agere i… den meget kontrollerede og den spontane og frigjorte.

Begge verdener er lige vigtige og har lige stor betydning for mig.

Nu står jeg så her, jeg undres og finder stor glæde ved at være i de 2 verdener… det er en dejlig berigende tilfredsstillelse, og jeg føler dyb taknemmelighed hver dag, over at jeg som ung pige i den grad kedede mig.

Jeg håber også at andre end mig selv, vil finde glæde, måske fornøjelse og undren, ved at opleve min kunst her på udstillingen.

OG så vil jeg bare lige slutte af med at sige… ”at det at kede sig, det er OK…

Rigtig god fornøjelse!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.