De Desperate blændede op for sprælske Blændværker

Årets sidste fernisering i galleriet søndag den 6. oktober var særdeles vellykket med stort fremmøde fra nær og fjern. Solen strålede over en oktoberdag, der kun var lige en anelse kølig.

..

De Desparate var velforberedte og forklarede deres nye keramiske kunst og særlige gruppedynamik. Efter Tyges indledning holdt Mette Holde en blændende hovedtale, som i år var helt uden brug af kunstig intelligens, men hun indskød dog et par velvalgte bemærkninger om emnet (AI) og konstaterede, at vi ikke skal glemme at bruge den indvendige side af vores egne hoveder. 😊 (Se videoklippet i næste indlæg med Mettes tale.)

Der var 6 af de 8 desperate med til ferniseringen (én var udenlands og én sygemeldt). Alle blev præsenteret, hvorefter Vibeke Lykke som det nyeste medlem blev officielt ’døbt’ ind i gruppen og overdrysset med popcorn.

Peter Mondrup havde fundet en særlig sang frem til lejligheden og lovede en efterfølgende ’overraskelse’ ude på pladsen. Det viste sig at være en folkedans, som fik (næsten) alle til at danse i én stor rundkreds til visen ”Lygtemanden” (Hvor er mine fødder dog ømme). Sagnet om lygtemænd handler som bekendt i høj grad om blændværk. Sangteksten kan læses via dette link.

Rundkreds til visen ”Lygtemanden” (Hvor er mine fødder dog ømme)

. .

De Desperate havde selv bagt alt på det overdådige kagebord og sørget for masser af popcorn i en rigtig gammeldags popcorndispenser sammen med velkomstdrinks.

Keramiske blændværker

I vognportsrummet var der udstillet tegninger og akvareller fra gruppens store forårsferie i Olevano i Italien.

I udstillingsrummet var på en snor opsat 8 sider med ét generalieblad for hver af De Desperate. Inden længe kommer alle teksterne også her på bloggen, så alle altid kan få dem genopfrisket.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.