Galleriets egen kunstnergruppe De Desperate er et snurrigt og uhøjtideligt lokalt fællesskab af kreative skabere. For dem er vejen fra tanke til handling kort, og hvert år overrasker de med en ny original udstilling med et underfundigt tema – i år er det Mellemøjeblikke.


Udstillingen gemte sig bag låge nr. 7 i Rudme lokalsamfunds Levende Julekalender, hvorfor der selvfølgelig også blev sunget julesange og hygget med alskens lækkerier i Galleri Svinestiens festsal.


Lars Emil og Anders sørgede for musikken, og Tyge inviterede kunstnergruppens egen ’nisse’ Søren til at fortælle en højst utroværdig julehistorie om den hemmelige forbindelse mellem nisserne og de der flygtige mellemøjeblikke, hvor nisserne måske-måske ikke kan ses i et kort sekund.


Blandt værkerne var der små croquis-skulpturer i ler af en siddende mandlig model (en enkelt med nissehue på) samt smukke akvareller og tegninger fra Olevano i Italien og et bord med nye, store fabulerende vaser til kun én blomst af keramiker Vibeke Lykke, som på betagende vis var inspireret af tandpine! Hvad kan en kunstners inspiration og i dette tilfælde tandpine ikke blive til? Smukke, usædvanlige og humoristiske kreationer, en fryd for øjet og sanserne. More grease to your elbow, Vibeke. 😊


