POP-OP Ungeudstilling 2022

Pressemeddelelse:

POP-OP Ungeudstilling

Tove Marie Mortensen

Tove Marie Mortensen, Vilhelm Dehs & Karla Baldtzer

Fredag den 24. juni kl. 20 (bemærk klokkeslæt og IKKE på en søndag) prøver Galleri Svinestien noget nyt med en POP-OP Ungestilling med fernisering, introduktion og musik. Der serveres kølig vin og snacks med efterfølgende mulighed for at flyde videre til hyggelig fredagsbar i vognporten, hvor der kan købes kolde drikke, mens musikken spiller op. Ellers er det gratis og alle er velkomne.

Vilhelm Dehs

Musikalske indslag leveres af unge lokale musiktalenter – med et par overraskelser i ærmet. Glæd jer!

Som mange nok har bemærket, er Rudme lokalområde et lille midtfynsk kulturmekka og dermed også en inspirationskilde for områdets unge – ikke mindst inden for musik og kunst, hvor de får frit spil.

Fremover fokuserer galleriet mere på indbyrdes møder og inspiration blandt de lokale kunstnere og musikere. Her et citat af Karen Hedegaard Mortensen:

”Min drøm er, at de mange kreativt musiske unge her i Rudme vil kunne blive ved med at mødes og inspireres af hinanden – og ikke mindst glæde og inspirere alle vi andre også…”

Børnebilledskolen fra Rudme Friskole var årets første udstilling i galleriet, og nu kommer så denne POP-OP udstilling med tre unge kunstnere, der er vokset op og har dybe rødder i Herringe-Rudme, selv om de p.t. bor andre steder for at studere. To af dem er nu optaget på Kunstakademiet i henholdsvis Århus og København, og den tredje har været på flere kunsthøjskoler.

Karla Baldtzer

Tre spørgsmål til hver kunstner:

  1. Hvem er du, og hvad er din relation til Rudme?
  2. Hvad vil du udstille?
  3. Hvad betyder det for dig at male og tegne?
Tove Marie Hedegaard Mortensen

Tove Marie Mortensens svar:

  • Jeg hedder Tove Marie Mortensen, 28 år, bor i Århus, men er vokset op i Rudme, på Rudmevej 80, også kaldet Galleri Svinestien. 
  • Jeg vil udstille forskellige billeder i akvarel, akryl og collage.
  • Jeg har malet og tegnet med min mor og søskende i hele min barndom, og jeg har efterfølgende brugt det at kunne tegne/male som et dagbogsmedie på rejser og som en måde til at fordybe sig og koble af på.
Wilhelm Dehs

Vilhelm Dehs svar på de tre spørgsmål:

  • Jeg hedder Vilhelm Dehs, er 21 år og bor for tiden i København, hvor jeg skal studere kunst efter sommerferien. Rudme er den by, jeg er vokset op i, og hvor jeg har brugt det meste af min barndom, og selv om min familie ikke bor der længere (min mormor bor der stadig), er der ligesom altid undskyldninger for at besøge byen.
  • På udstillingen vil jeg vise nogle malerier og skulpturer, jeg har lavet i løbet af det sidste år.
  • Det har altid været vigtigt for mig at kunne tegne. Da jeg var mindre, tror jeg, var der noget meget tilfredsstillende i at kunne forestille mig fiktive væsener og scenarier og så kunne vise, hvordan de så ud. I dag tænker jeg også tegning meget som øvelser i det at se, altså hvordan tingene er rigtigt. Det er øvelser, jeg tænker må være relevante i arbejdet med billedkunst i det hele taget.
Karla Baldtzer

Karla Baldtzers svar:

  • Mit navn er Karla Baldtzer. Jeg er 23 år og bor for tiden i København på andet år. Her har jeg gået på forskellige kunsthøjskoler, men lige nu arbejder jeg på en lille kaffebar og hjælper til på et økologisk landbrug ude på Amager. Rudme er min barndomsby og vil altid være en vigtig perle af liv og fortællinger, som jeg ivrigt fortæller om til de mennesker, jeg møder på min vej.
  • På udstillingen vil jeg vise relieffer og skulpturer af ler, jeg har lavet over det sidste år. Jeg er stadig lidt usikker på hvilke værker, jeg har med til udstillingen. Temaet strækker sig lidt over døden og djævlen/dæmonerne, som bor i mennesket.
  • Jeg har altid været glad for at male og tegne. Det er for mig en måde til at fortælle en historie eller male et billede ud fra en følelse eller oplevelse, når ordene er for knappe. 
Vilhelm Dehs
Karla Baldtzer
Fossil – Vilhelm Dehs
Karla Baldtzer

PRESSE:

Midtfynsposten:

https://ugeavisen.dk/midtfynsposten/artikel/pop-op-unge-udstilling-i-galleri-svinestien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.