Brev fra Rudme: Ny skulptur af fantastisk kvinde afsløres

Skrevet af:
Tyge Mortensen i Midtfynsposten 18. juni 2025:
BREAKING NEWS: Ny skulptur i Rudme hylder Arnarulunnguaq – en lille grønlandsk kvinde, en stor inspiration.
Det hele begyndte egentlig, da min kone sagde: “Vi skal ikke have flere skulpturer af store, betydningsfulde mænd på vores matrikel.”
Vi havde allerede Grundtvig, Kresten Kold og Holger Danske stående – tre ikoniske, mandlige rollemodeller. Og hun havde ret: Vi manglede et kvindeligt forbillede at spejle os i.
Nu står Arnarulunnguaq i Rudme.
En kvinde, der med stille styrke bar en af verdenshistoriens største ekspeditioner frem – og som alt for længe har stået i skyggen af de store mænd.
Skulpturen er den første nogensinde af Arnarulunnguaq. Den er skabt af de cubanske kunstnere Arcadio og Ruben, i samarbejde med danske Sys Hindsbo, og står nu ved Galleri Svinestien – klar til at inspirere med sin historie.
Hvem var Arnarulunnguaq? De fleste kender Knud Rasmussen. Færre kender Arnarulunnguaq, som var helt uundværlig på Den Store Slæderejse (1921-1924) – en 18.000 kilometer lang rejse, der forbandt inuitkulturer fra Grønland til Stillehavet.
Men hvor Knud Rasmussen blev en berømt opdagelsesrejsende, var Arnarulunnguaq den tavse kraft, der gjorde rejsen mulig.
Som lille pige mistede hun sin far. I hendes samfund betød det, at moderen stod alene med forsørgeransvaret. Arnarulunnguaq var den yngste i børneflokken. Skikken var barsk: Børn, der ikke kunne forsørges, blev aflivet. Man frygtede sulten mere end døden.
Men da hun stod med strikken om halsen, græd hendes ældre bror så hjerteskærende, at moderen opgav sit forehavende. Arnarulunnguaq kaldte det senere sin genfødsel – begyndelsen på den livskraft, som år senere skulle redde en hel ekspedition.
Op til Den Store Slæderejse døde inden for få dage først hendes bror, dernæst hendes mand af den spanske syge. Begge skulle have været med. Knud Rasmussen sagde til hende: “Du behøver ikke tage med.”
Men hun insisterede. Hun svarede: “Før har I haft brug for mig – nu har jeg brug for jer.” Hun valgte handling over sorg. Hun valgte fællesskabet.
Hun skaffede føde. Hun kunne læse sneen. Styre en slæde. Sy livsnødvendige klæder. Og hun blev den samlende kraft, der holdt sammen på ekspeditionens fællesskab og det gode humør — uden at kræve rampelyset.
Tre ting, vi i små lokalsamfund kan lære af Arnarulunnguaq.
Vi står selv over for en rejse ind i en usikker fremtid, hvor de små fællesskaber bliver stadigt vigtigere for vores sammenhængskraft.
For første gang hylder vi en kvinde, der viste, at vilje, fællesskab og handlekraft er det, der skaber fremtiden.
Det kan sammenfattes i tre enkle indsigter:
Handling over ord
– Forandring kræver, at vi tager ansvar og handler.
Samhørighed over isolation
– Vi er stærkere, når vi står sammen.
Fællesskabets nødvendighed
– Det er de små fællesskaber, der bærer verden.
En grønlandsk stemme i et historisk momentum.
Grønland oplever i disse måneder en styrket kulturel og politisk bevidsthed. I en tid, hvor landet gentænker sin identitet og retning, er det vigtigere end nogensinde at løfte stemmer som Arnarulunnguaqs.
Link til klummen i Midtfynsposten:
https://ugeavisen.dk/midtfynsposten/brev-fra-rudme-ny-skulptur-af-fantastisk-kvinde-afsloeres
Den officielle afsløring er søndag den 6. juli kl. 16.00 foran Galleri Svinestien og foretages af Sys Hindsbo






En ny og anderledes skulptur, som fejrer en stærk og usædvanlig kvindes diskrete og helt afgørende indsats – et sindbillede på alt det kvinder gør, der får mangt og meget til at lykkes i denne verden. Den historie forbigås alt for ofte i medier og historiebøger skrevet af mænd, så lad os give Karen Hedegaard Mortensen en varm TAK for at insistere på en kvindeskulptur.

Også TAK til Karsten Skov Frederiksen for at få idéen til netop denne skulptur.
PRESSE:
Fyens Stiftstidende:
Midtfynsposten:
https://ugeavisen.dk/midtfynsposten/brev-fra-rudme-ny-skulptur-af-fantastisk-kvinde-afsloeres