Tekstil- og billedkunstner Anne Grete Buhl er gået bort den 31. maj, 78 år gammel. Mange her kender hende fra hendes udstilling i Galleri Svinestien i 2015, og fordi hun i årenes løb deltog i mange ferniseringer.
.
.
Hendes udstilling er desværre fra den tid, hvor meget blev slettet fra bloggen, så for at minde hende har jeg hentet gemte billeder frem samt hendes egen tale fra dengang.
.
,
.
Anne Grete Buhls tale fra 2015:
Da jeg blev født, kom der først et nøgle garn, en pensel og en planteskovl. Det er jeg sikker på. De tre stykker legetøj har givet mit liv en dimension af ubeskrivelig rigdom.
Indtil jeg fyldte 45 år, levede jeg for dem og af dem som tekstil- og billedkunstner og underviser.
En dag tog min livsledsager sit eget liv, og mit tog en kolbøtte. Den hændelse løftede låget til min forslåede sjæl, samtidig med at døren gik op til et åndeligt paradis. Jeg blev bevidst om universets storhed, og at vi alle sammen er et. At vi hænger sammen, og at vi er ét med i alt, planter, dyr og alle skabte ting.
I 20 år har jeg været på en utrolig rejse ind i mig selv med ønsket om at kunne sige, den dag jeg skal over i en anden dimension, at jeg har haft en lykkelig barndom og et fantastisk liv, rigt på dets gaver.
Som ung tog jeg en sygeplejerskeuddannelse som jeg trak op af baglommen, da jeg blev alene. Som hjemmesygeplejerske kunne jeg ernære mig selv kun afbrudt af en periode, hvor jeg overvandt en kræftsygdom. Der kom planteskovlen for alvor i gang. Jeg anlagde 2400 m2 have i det åbne land. Den helbredte mig på alle planer. Haven er tre sammenhængende billeder i evig forandring og forgængelige. Hver dag nye billeder. Jeg elsker hver eneste plante, og samværet med dem giver mig en stor lykkefølelse. Den sanselighed de vækker i mig ved deres udstråling og ved berøringsangst af deres blade, duften af muld og solens og vindens berøring af min hud giver mig en følelse af bare “at være”. Mine venner siger om mig, at jeg går ud sammen med havemøblerne om foråret, og så er jeg først at træffe inde, når de selvsamme bæres ind.
Om vinteren forsøger jeg at omsætte sommerens indtryk i unika beklædning i filt, og jeg spinder også på rokken i de mørke timer. Ja, og så maler jeg med tempera, når lyset er til det. Billederne er malet til mig selv som små meditationsobjekter. Jeg har et sted, hvor jeg om vinteren sidder og mediterer og hører musik. Der kan jeg lave skiftende udstillinger.
“Først var ordet” fangede for mange år siden min opmærksomhed. Martinus, en dansk oplyst forfatter til Det tredje testamente, skriver, at Fader Vor er den stærkeste bøn, man kan bede. Jeg ved, at det er sandt. Jeg har bedt meget. Det er naturligt for os mennesker at bede, når vi er i nød. De fleste af mine billeder er med tekst, mest fra Fader Vor, men også fra andre hellige tekster.
Disse billeder vil jeg nu, efter års overvejelser, gerne dele med andre, og ser hen til at udstille hos jer. Stedet er nøje udvalgt. Jeg kan lide galleriets vibrationer og uhøjtidelighed. Der er højt til loftet i de små intime rum.
Anne Buhl
.
Der kommer en opfølgning senere, da der også er et mysterium om et stort kunstværk af hendes som forsvandt fra Kongens Have i Odense for 37 år siden – selvsamme nat hvor det lige var afsløret af borgmesteren m. fl., men dette er alt for nu.