SORT SOM SNE i Galleri Svinestien



.

.

Søndag den 10. august kl. 16.00 afslører billedhugger Lars Abrahamsen og grafiker Lene Jelling Holm en sanselig pop-op-udstilling, som åbnes af skuespiller Klaus Søndergaard.

Lars’ skulpturer, som gerne må berøres, og Lenes grafiske værker spiller fint og harmonisk sammen, da de begge inspireres af naturen, dens former og materialer. Begge kunstnere har ligeledes en forkærlighed for den sorte streg, den sorte farve – deraf titlen SORT SOM SNE. Den sorte kontrast fungerer visuelt som harmonik og kontrapunkt i én af Bachs cellosuiter, og Anders Hedegaard Mortensen spiller derfor et stykke af Bach på cello til ferniseringen.

Sorte fugle fascinerer dem begge, bl.a. den velkendte, larmende og forhadte råge, der har tilpasset sig nutidens kulturlandskab, og som hver dag kan høres på markerne omkring Galleri Svinestien.

Der vil som altid være taler, sang og musik, kaffe og det berømte kagebord, hyggesnak og god stemning. Det er gratis, og alle er velkomne søndag den 10. august kl. 16.00 i Galleri Svinestien, Rudmevej 80, 5750 Ringe.



.

Lars Abrahamsen f. 1953

Billedhugger

Billedhuggeren Lars Abrahamsen har i de senere år udviklet sine skulpturer til en forunderlig tavs og dog talende verden. Et selvstændigt kunstnerisk univers, der altid tager sit udgangspunkt i naturens egen organiske verden. Materialet kan være sten eller metal, men som oftest er det træ – menneskets årtusindgamle materiale og livsledsager, hvad enten til redskabsbrug, som byggemateriale eller til kunstneriske og magiske formål. Se nøje efter på et kroget og ældet naturgroet træ, måske et årtusindgammelt oliventræ, og overvej, hvor naturen stopper og kunsten begynder – og det er vel netop i det kunstnerisk-kreative blik – billedhuggerens eller dit og mit. De organiske former og mønstre er nok lovbundne, men også præget af tilfældet, vejrliget og diverse hændelser; og med omhu kan det iboende æstetiske potentiale og de netop anede fortællinger behændigt hjælpes frem ved en kunstnerisk bearbejdning af formen, eller måske blot af overfladens konturer, strukturer og farver.

Lars er opvokset ved en far, som var tømrer, snedker og ingeniør. Uddannet fotograf og på Århus Kunstakademi. Har beskæftiget sig med fotografi, maleri, grafik, assemblage og skulptur. Medlem af: Den Fynske Forårsudstilling, Dansk Billedhugger Samfund og Billedkunstnernes Forbund.

www.larsabrahamsen.dk

.

.


……


.

Lene Jelling Holm f. 1975

Grafiker

Tematikken i mine grafiske tryk tager udgangspunkt i naturen og dens processer.

Jeg henter inspiration i omgivelserne omkring mig. På ekskursionerne ud i naturen, til botaniske haver, museer og naturhistoriske samlinger laver jeg skitser og fotograferer. Ture jeg holder meget af, og som er lige så væsentlige som selve arbejdsprocessen i værkstedet. Min interesse for plantefauna og dyreliv forenes i min billedkunst. Mine foretrukne trykteknikker er collografi, monotypi og polyesterlitografi. Jeg arbejder med en tydelig og markant figuration, hvor den sorte tryksværte er grundlæggende.

Billedkunst har været en del af mit liv i snart 30 år. Jeg har igennem den fri ungdomsuddannelse modtaget undervisning på flere forskellige kunsthøjskoler, kunstskoler og praktik hos udøvende kunstnere. Uddannet billedfagslærer fra Seminariet for Kunst- og Håndværk i Kerteminde.

Medlem af BKF, Danske Grafikere, Fyns Grafiske Værksted m.m.

https://www.lenejellingholm.dk

.

.


……


PRESSE:

https://eavis.ugeavisen.dk/titles/midtfynsposten/2274/publications/812/pages/4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.