KULSORT SOM SNE – Lars Abrahamsen og Lene Jelling Holm

Ferniseringen søndag eftermiddag med de to kunstnere Lars Abrahamsen og Lene Jelling Holm, som begge arbejder med den kulsorte kontrast i deres kunstneriske formsprog, var et stort tilløbsstykke med rigtig mange fremmødte kunstnere, kunstkendere og kunstinteresserede. Det var endnu én i rækken af de mange glade og mindeværdige dage i galleriets historie.

Desuden smilede vejrguderne gavmildt og gav dermed de sorte streger og den sorte farve en guldrand af solskin. Der blev snakket, smilet, nikket, givet knus og kram.

Karen Hedegaard Mortensen åbnede ballet inde i den fyldte festsal med at introducere stedet og de to kunstnere, som hver især holdt en kort tale.

Lidt nødtvunget fra Lars Abrahamsens side, da han jo mener, at værkerne bør tale for sig selv.

Sangene, den ene ”I en kælder sort som kul”, blev ledsaget af Peter Moldrup på klaver samt Anders på Cello.

Anders Hedegaard Mortensen spillede som lovet Bach på cello inde i galleriet, hvor skulpturer, grafik, musik og stemning tonede sammen.

Da det blev hans tur, gennede skuespiller Klaus Søndergaard alle ud på pladsen, hvor han besteg en lille scene med ”skrå brædder” – nemlig meget synligt oven på et af de udendørs borde, hvorfra han causerede både råt og følsomt om bl.a. de frække råger, Rudme-modeller mm. – såvel som kunstnernes finurlige sammenstød og tankespind – og til sidst erklærede han som foreskrevet udstillingen for åben.

Åbningstale af skuespiller Klaus Søndergaard

Her står vi og glor.

Glor på hinanden og synger.

Over os flyver rågerne – de skriger hånligt:

“Rudme-modeller— Rudme-modeller”!!!

De skriger og flakser og skider os en hatfuld.

“Frække fyre!”

Som en Lars Abrahamsen-rebel med vinger. En dramaqueen i sort fjerdragt og uglet hår.

Vi står på denne skueplads og skraber i det sorte grus og forventer det forventelige.

Men frygter det modsatte.

Frygten er velbegrundet, for hvad findes der bag pandebarken på den Abrahamske scene?

Roen genfindes ved tanken om kaffebordets cremede overdådighed, der venter som dampende flydende tjære.

Vi bliver dog nødt til for en stund at hengive os til dette menneskes galopperende hjernespind og hans kumpan af en kvinde og lade os flyde med som fed lava. Udfylde rummet i mellemrummet mellem det udstillede. Lad os nu skærpe vore sanser. Glemme og lytte.

For inde i skoven bag træets bark findes der et mørke, hvor selv de stærkeste øjne må opgive.

Ved berøring anes spor af ukendt herkomst.

Hvad er det for linjer, der bevæger sig og skaber mindelser om liv, der har været og måske stadig leves?

Et mikrokosmos af kriblerier og formuldede lig.

Råddenskab, hvoraf nyt organisk liv opstår.

I dette støv og mørke smelter skovens tyngde og liv sammen i et sammenspil af tilfældigheder og skaber grobund for to menneskers evige dragen af naturens forunderlige brutalitet og skønhed.

En mand, en kvinde – med hver deres baggrund…

Er det en dragen efter noget oprindeligt, et vidnesbyrd om det forgangne?

Eller er det den foranderlige nyskabte vegetation, der ustoppeligt bliver ved med at kaste sine frø og skaber nye strukturer og nye habitater, hvor fremmed liv slår sig ned?

En vedholdende cyklus af forbundethed?

Dette naturens livshjul, lever sit skjulte liv bag barken, derinde i skoven.

Et mørke, der ikke kan tydes af tidens algoritmer.

Har disse to voksne mennesker så fundet det sorte, det forkullede, og kradset sig op af mulden for at angriber det rene det hvide?

De har i hvert fald med kniv, med sav, med syl, med pensel og med indsigt – sat deres spor,

Som fossiler genkendelige og kraftfulde…

Som streger fra en forbrændt skov, det sorte kul…

Som formen af en udtørret bille, den hårde overflade…

Det konkrete i det abstrakte eller det abstrakte i det konkrete.

I et sammenspil af form, struktur og linjer, sort på hvidt, hvidt som sort.

Mand og kvinde, tvekønnet som to snegle, der potent skyder pile ind i hinanden og smelter sammen i en smertefuld parringsdans.

Fylder rummet ud og skaber nye tråde af forbindelser til beskueren og berøreren.