Presse: Nyt om de unge i Rudme

Pressemeddelelse:

Skurvognen i Rudme har i den sidste uge været omdrejningspunktet for 55 unge, der har været på arbejdslejr. De er alle unge mellem 17 og 19 år fra Midtfyn, men også fra hele landet.

For et par måneder siden stiftede de foreningen Skurvognen med base i den gamle skurvogn i Rudme. Skurvognen er landskendt som det sted, hvor Rudme Festival opstod for 6 år siden i en kreds af unge, der dengang var 17-18 år. De skabte en festival for de unge, lavet af unge, der toppede med over 1000 deltagere for 2 år siden, dvs. inden coronanedlukningen.

Skurvognen har gennem årene hele tiden været et fast mødested for nye generationer af unge i Rudme og på Midtfyn. Det har nu også formaliseret sig i en ungdomsforening, der som en af sine første aktiviteter samler de unge ikke om en festival, men omkring en arbejdslejr, hvor der knokles med diverse byggerier. Denne sidste uge er brugt på at udvide den gamle skurvogn, der nu har fået et anneks bestående af en gammel bus med halvtag.

Benjamin fra Roskilde udtaler, at det har været fedt at få lov til at lave noget, som vi selv har fundet på. Dagmar fra Fåborg, der har stået for at renovere den gamle skurvogns indre, glæder sig til, at den bliver knap så klam at hygge sig i.

Hans Leonhard fra Rudme, som er formand i foreningen Skurvognen, har været med til at organisere selve arbejdslejren. De har været 10 personer i arrangørgruppen, som har fordelt sig i forskellige projekter med hver en afdelingsleder, der har stået for de indledende tanker og ansøgninger om tilskud til bl.a. materialer. “Vi har ikke fået støtte fra alle dem, vi har søgt ved, men måske er det noget, vi skal blive bedre til. Men vi har fået støtte fra Faaborg-Midtfyn Kommune og Tuborg Fonden, og det er vi glade for”, udtaler Hans Leonhard, “så vi har med lidt reducerede planer kunnet gennemføre det, vi havde i tankerne.”

Skurvognens arbejdslejr, slutter onsdag d 14. juli, hvor så en anden forening, nemlig Rudme Festival, overtager pladsen og samler deres ca. 140 frivillige til den traditionelle Rudme Lejr, der i år desværre ikke sluttes af med en Rudme Festival, men må nøjes med at samle alle deres frivillige hjælpere til en mini-komsammen.

Kontaktpersoner

Tyge Mortensen, 60915845

Hans Leonhard, 53622895

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.