Rigtige mange gæster mødte op søndag til Ruben og Arcadios fernisering. På grund af den kraftige blæst foregik alle de indledende taler, sang og musik inde i galleriets festsal, som var pakket til bristepunktet. Ud over en del bosiddende cubanere var der også deltagere fra flere skoler, hvor Ruben og Arcadio i årenes løb har skabt deres mange skulpturer – nemlig Vester Skerninge Friskole, Nyborg Efterskole, Ryslinge Høj- og Friskole samt Rudme Friskole.
Tyge Mortensen fortalte, hvordan de i år faktisk havde 20-års jubilæum med årlige besøg i Danmark, efter at de for 20 år siden – via Jens Galschiøts søn, som havde mødt dem på Cuba – var hentet hertil for at hjælpe Jens Galschiøt med hans store skulptur af H.C. Andersen. Vagn Hansen fra Nyborg Efterskole fortalte, hvordan han først lærte dem at kende dengang, fordi han blev kontaktet, eftersom han underviste i spansk og derfor kunne tale med dem og oversætte. Han og Bodil Brammer Hansen var deres vigtigste kontaktpersoner i de første 10 år, hvorefter Tyge trak dem her til Rudme, hvor de først skabte den ikoniske statue af N.F.S. Grundtvig, siden den af Kristen Kold samt busterne af dem begge. Plus en lang række andre værker, der nu præger hele Rudme lokalområde.
Arcadio talte om deres udstilling – dygtigt oversat af Felix, en cubansk ven. Arcadio forklarede nogle af de myter og fortællinger, som har inspireret en del af deres værker, bl.a. de mystiske bevingede æg med ben. Og der er kragen, som ræven får til at åbne næbbet, så den taber osten. Ruben udstiller bl.a. smukke hestetegninger i hans karakteristiske fine streg – plus en mindre portrætbuste af Grundtvig udskåret i cubansk ibenholt.
Trio Mortensen spillede og gav senere gæsterne en overraskelsesgave, nemlig en urpremiere på ét af deres smukke nykomponerede værker. De kan noget med musikken, de knægte! De har netop modtaget 7500 kr. til deres musik fra CODA.
Som sædvanlig var der et overdådigt kagebord med stor tak til alle kagebagerne – suppleret med en flaske ægte cubansk rom.
.
.
.
.
.
.
.