Busten af Christen Kold – skabelsesprocessen

Christen Kold (1816-1870) var en beskeden mand, der ikke gjorde stads af sig selv, så han stillede kun én gang op til et fotoportræt i det dengang nymodens medie. Han tog sig aldrig tid til at sidde model for en kunstmaler som mange andre kendte fra hans tid. Der blev tegnet nogle få hurtige skitser af ham, men det eneste billede, vi kan være sikre på virkelig ligner ham, er det gamle, lidt falmede fotografi i trekvartprofil. Der findes ingen andre pålidelige billeder eller tegninger af ham, hverken i profil eller set forfra.

Det var forudsætningerne, da Ruben og Arcadio i 2016 begyndte på busten og senere skulpturen i hel figur af Christen Kold, som markerede 200 år efter hans fødsel. De nærstuderede det ene gode foto af Christen Kold og de senere koldnålsraderinger, der siden er skabt efter fotografiet, bl.a. til et 50-øres særfrimærke, der blev udgivet til minde om Kolds 150 års fødselsdag.

De begyndte med at formgive hovedet og halsen i vådt ler, som gradvist tog mere og mere form efter Christen Kolds ansigt, hår og skæg. Ruben arbejdede især med de meget fine detaljer, som er hans specialitet, og fik ansigtet til virkelig at ligne Christen Kold som hvis man forestillede sig, han var trådt direkte ud af portrætfotografiet.

Hvis det undrer nogen, at leret er i to farver, så er det helt tilfældigt, fordi det var, hvad der var på butikkens hylde, da det blev indkøbt.

Hvad er det Kold er iført inden for jakkens revers?

Da Ruben og Arcadio nåede til reverset og Kolds manglende ’skjortebryst’ var de lidt på herrens mark, for Kold havde tydeligvis hverken almindelig skjorte, slips eller butterfly på inden for den kraftige, uldne militærjakke, han var kendt for næsten altid at være iført.

Ved at se meget nøje på fotografiet kan man imidlertid konstatere, at det, han har på under jakken, er en vest af blankt atlask med bredt revers, som Kold valgte at anvende på sin helt egen praktiske facon ved at folde vestens revers frem og, med ’bagsiden’ udad, op over brystkassen, hvor snipperne på reverset på begge sider blev knappet helt op i halsen med et par små knapper.

Vestens revers var nogenlunde som på denne tegning, men altså med reverssnipperne lagt over hinanden over skjortebrystet og knappet fast ved halsen.

Knapperne ses mere tydeligt på frimærkeraderingen. Et sådant revers på vesten var aldrig ment til at skulle knappes op i halsen på den måde, hvad der da også får stoffet til at bule flere steder, men Kold gik ikke op i denne verdens ydre standssymboler. Han var en praktisk mand og helt sin egen, drevet at en indre glød og begejstring – en foregangsmand, der blæste på, hvad der var skik og brug, og hvad andre sagde.

Christen Kold var ofte syg, og især havde han svage lunger, hvad der førte til hans alt for tidlige død (længe før penicillin blev opdaget), ikke mindst fordi han tilbragte lange aftentimer på et koldt loft, mens han fortalte højskoleeleverne historier. På grund af hans helbred var det vigtigt for ham altid at holde halsen varm med et halstørklæde, som på fotografiet må være stoppet helt ind under vestens opknappede revers, så han hele tiden holdt mest muligt på varmen.

Den færdige originalbuste af ler

Nu kunne Ruben og Arcadio gøre selve busten færdig med den dertil hørende øverste del af kroppen med skjortebrystet, som er dækket af den opknappede revers og omgivet af militærjakkens kantstukne krave.

Støbeformen

Da alle var tilfredse med busten af ler, var næste skridt at fremstille en støbeform af silikone, så busten senere kunne støbes i gips. Først blev busten overhældt med silikone iblandet en hærder.

Da den blanding var tør, fik den endnu et tykt lag silikone udenpå, som var iblandet savsmuld, der skulle stabiliserede formen. Det fik nu et døgns tid til at tørre, hvor man kun kunne ane, at der faktisk var et helt hoved inde under det tykke yderlag.

For at åbne formen igen skulle hele yderlaget i silikone med mere skæres præcist ud i to halvdele – hovedets isse og ansigtet på den ene del og baghovedet og nakken på den anden. Adskillelsen foregik med et enkelt forhåndenværende materiale – nemlig aluminium fra øldåser, der først var hamret fladt og dernæst klippet ud i små stykker. Der blev tegnet en præcis streg omkring støbeformen, hvor den skulle skilles, hvorefter de små flade aluminiumsstykker blev forsigtigt presset ind i formen hele vejen rundt, indtil den til sidst kunne skilles i to halvdele.