Samtale med Sys Hindsbo

Samtale med Sys Hindsbo

I anledning af hendes 80-års fødselsdag

Med Marianne Ajana

**I atelieret foran det store værk, hun arbejder med lige nu.**

Hvordan føles det at fylde 80?

Ja, hvordan føles det? Jeg har vist bare tænkt: Det var så det!

Jeg havde jo aldrig forstillet mig, at jeg skulle ende her – enfoldig og lykkelig – ude på landet.

Det var ikke det, du tænkte, da du flyttede ind?

Nej, det var bare midlertidigt. Min daværende mand havde fået en lille stilling på universitetet.

Og så begyndte du på kunstakademiet i Odense?

Nej, det var lang tid efter. Jeg var 27, da jeg kom her (i 1979). Vi havde boet i Svendborg. Sammen med min anden mand – Jørgen Dehs – flyttede jeg hertil. På en måde var det så fantastisk naturligt og dejligt at flytte hertil, fordi Suzanne Ludvigsen jo boede deroppe på det lille gods (Fjellebro).

Hun trak mange kunstnere hertil. Skabte en kunstnerkoloni.

Jeg var faktisk den første. Heldigvis! Nej, ikke heldigvis, men sjovt nok. Og så var der også et meget levende miljø oppe i Rudme. Gymnasiet i Ringe var lige åbnet, så der kom en masse nyuddannede hertil – og her boede en overgang nogle ret markante kunstnere. Pia Tafdrup for eksempel. John Olsen. Og Svend Wiig Hansen og hans kone har boet her.

Her i huset?

Nej, lige henne ad vejen.

Vi var virkelig en gruppe… meget friske og forventningsfulde unge… unge kunstnere, der kom her til egnen (Pia Tafdrup kaldte det Rudme-Herringe-Fjellebrokollektivet).

Jeg har ofte tænkt over, hvad de andre folk på egnen, dem der boede her – ligesom rigtigt boede her, hvad mon de har tænkt om os? Der var vi, de der unge akademikere. Vi ejede bare det hele. Hele verden! Det gør man i den alder. Vi kunne alt! Vi havde en helt fantastisk sjov og god tid her.

Desværre blev flere af dem efterhånden skilt, og pludselig så ebbede det hele ud … sådan at jeg var her helt alene.

Hvor længe?

Ja, altså ikke alene på den måde. Det fortog sig bare sådan – alle de andre kom i gang med andre ting, nye mænd og nye koner.

I dag ville jeg være dybt fortvivlet, hvis jeg skulle flytte herfra. Jeg er så dybt afhængig af landskabet og naturen her. Det er som et under! Og jo ældre jeg bliver, jo stærkere virker det hele på mig.

Var der nogen af dine forældre i din barndom, der prægede dig i kreativ retning?

Nej. Jeg boede hos min mor og min bedstemor og med mine to meget ældre brødre. Min far var jo fortabt ude i et andet liv, da han blev skilt fra min mor under 2. verdenskrig.

Du er født under 2. verdenskrig?

Ja, i ’44, og jeg er undfanget i Berlin. Det har pint mig lidt. Eller rettere det har ligesom været i den retning, eller hvad skal man sige, at det sentimentale og det dramatiske i mit liv skulle være, det med 2. verdenskrig – den tid.

Det var også en dramatisk tid.

Ja, det var det. Og jeg har også fortalt om det her andre gange til andre folk, men i mange år kunne jeg ikke fortælle om det. Jeg fortalte, hvordan jeg ledte i mine brødres skuffer – jeg syntes jo, det var så interessant, om de havde fået nogen kærestebreve eller sådan noget. I den alder er man nysgerrig. Og det var lige i 10-året for Danmarks befrielse, hvor vi også i skolen havde hele dage, hvor vi kun beskæftigede os med besættelsestiden.

Vi havde en meget vidunderlig skolelærer, der hed fru Hejgaard, hvis mand havde været i koncentrationslejr. Hun var en vidunderligt klog kvinde, og jeg kom til at elske hende så højt, at jeg kaldte hende ’mor’. Og der var det, at jeg arbejdede med det her, og så var det, at jeg pludselig fandt sådan et juridisk anklageskrift og også et forsvar, som lå i min brors pung.

Og da vidste jeg det med sikkerhed, for på en mærkelig måde havde jeg nok sanset det lidt, men lige der læste jeg det sort på hvidt… at min far var nazist.

Jeg vidste, at jeg havde gjort noget forkert, for jeg havde fundet det i min brors skuffe. Så læste jeg det, og lige netop i det øjeblik, så tænkte jeg – og det kunne man, fordi jeg kun var en lille pige: ”Nuvel – nu har jeg ikke rigtig nogen retfærdig gang på jorden. Det fortjener jeg ikke. Det må jeg ikke.”

Er det ikke mærkeligt?

Jeg syntes selv, det var en naturlig udvikling. Jeg ved ikke, hvad det egentlig var, men jeg tog det bare på mig.

Du blev forandret?

Ja, det tror jeg, at jeg gjorde. Nuvel tænkte jeg – nu vælger jeg – og jeg husker det helt ordret: ”Nu vælger jeg alle de tyske forfattere, der flygtede fra nazismen – dem læser jeg, dem gør jeg til mine fædre.” Og det gjorde jeg.

I mange år har jeg ikke talt om det. Jeg syntes, det var beskæmmende.

Med din nuværende alder vil der være ting, du ser i et meget klart perspektiv.

Ja. Da jeg var ca. 67 år modtog jeg et brev med nogle optegnelser, min far havde lavet, og nogle beskrivelser om ham – og også om hans venskab med ham den første mand, der blev henrettet som landsforræder efter 2. verdenskrig (Flemming Helweg-Larsen). Han var journalist og en meget god ven af min far. Jeg har endda et fotografi, ovre i mit atelier, hvor de to sidder sammen med mine to brødre imellem sig. Min far var hjemme på det tidspunkt, for ellers boede han i Rom, og den dag skulle han så underholde sine to små sønner, mens han var henne og besøge den her mand. Jeg var slet ikke født endnu.

**Det omtalte fotografi med Helweg-Larsen til venstre, Sys Hindsbos far til højre og hendes to ældre brødre i midten. Den yngste poserer med et gevær og har soldaterhue på.**

Et sødt, sødt billede. Det ved jeg ikke, hvor jeg vil hen med. Dengang var jeg ikke undfanget, jeg var ikke født endnu, men det billede … det sniger sig hele tiden ind i det, jeg laver. Også billedet af mine to brødre, som dengang var 7 og 9 år. Søde drenge.

Hele det persongalleri går altså igen i dine malerier?

Ja, det gør det. Det gør det. Mærkeligt nok! Det er ikke, fordi jeg vil det, men de er der. Jeg kan ikke forklare det, men det er ligesom de er der som sådan en slags støtte, egentlig… sådan en sag. Jeg kan ikke forlade dem.

Jeg tror, du har brugt dem til at bearbejde det på en sund måde.

Ja, det har jeg nok. Jeg blev jo opdraget af min bedstemor. Min mor arbejdede og kom sent hjem om aftenen og var træt.

Hvad lavede hun?

Hun var oprindeligt en forkælet rigmandsdatter uden uddannelse, så som alenemor, uden nogen hjælp fra min far, fandt hun arbejde som kontorassistent på Gentofte Rådhus og på Tandlægehøjskolen, efter hun blev skilt fra min far samme år, hvor jeg blev født – i ’44. I perioder havde hun hele tre job på én gang, så hun kunne forsørge os tre børn. Vores bedstemor flyttede ind hos os for at hjælpe til, efter hun havde solgt sit eget hus i Kolding.

Min bedstefar (i vore dage kaldet ’morfar’) var en meget stor entreprenør, som byggede Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen, Grindstedværket og også de to små færger Pinen og Plagen, der går fra Salling i Thy og til Nykøbing Mors – et lille færgeleje, som min bedstefar lod opføre, fordi han boede på et lille slot, der hedder Højriis, som ligger på Mors, så han kunne komme over til sine arbejdere. Han havde oprindeligt fået sin uddannelse som ung landmand i Amerika.

Det har været fornemt.

Ja, det var det. Og han kom så hjem fra Amerika, hvor han ydermere var kommet ud for en jagtulykke og skød sin venstre hånd af. Han var langt ude i vildnisset, så han gik i 2 dage, mens han holdt på sin pulsåre, før han kom til et hospital, hvor han blev behandlet. På det hospital kom han så til at ligge ved siden af en amerikansk entreprenør, som blev interesseret i den der unge mand og spurgte ham, om han så ikke ville være med til at opføre den jernbane, der går fra… på…? Der hvor amerikanerne begyndte 2. verdenskrig, Hvad er det nu, det hedder? – Jo, Hawaii (med Pearl Harbor). Der byggede han en stor jernbane, og midtvejs på den jernbane er der en station, der hedder Jensen Station, som han fik lov til at opkalde efter sig selv.

Så han hed Jensen?

Ja, Jensen! Der boede han i 7 år – på Hawaii. Hans bedste ven var en papegøje.

Men så tænkte han, at nu måtte han hjem til Danmark og finde sig en kone. Og han havde set, at på den der gård var der så mange søde unge piger, og han tænkte, at nu måtte én af dem da ligesom være blevet mandbar på en eller anden måde. Så han kom til Danmark og besøgte og fik lov til at bede om min bedstemors hånd. Hun var da ansat som pige i huset hos en stærkt religiøs familie. Pludselig, mens hun stod der og vaskede tøj, kom der en lille ung fyr løbende ind og sagde: ”Johanne, Johanne – kom ud, der er en mand, der vil tale med dig.”

Så kom hun ud, og han stod så der og sagde: ”Ja, jeg har nu anmodet om din hånd, og din far synes, det er fuldstændig i orden. Vil du med mig til Amerika? Din bror skal følge dig.”

Wauw!

En lille 18-årig pige! Hun vidste jo ikke andet, end at det gjorde man så.

Han tog så tilbage til Amerika, men først sagde han: ”Hvis du kommer, og hvis vi skal giftes, så lader jeg støbe en klokke for dig til kirken.”

Sådan kom hun til Amerika sammen med sin bror.

Lille Mama!

Det var noget af en livshistorie!

Ja, det var det.

Har du din slægtshistorie skrevet ned?

Nej, jeg kan huske alle de der ting. Min bedstemor har fortalt om det.

Min bedstefar døde jo i 1937, efter han lavede den store kanal, der blev gravet fra Karrebæksminde til Næstved havnebassin.

Hed din far Hindsbo?

Nej, min far hed det samme – også Jensen.

Hvor kommer navnet Hindsbo fra?

Det har jeg giftet mig til. Min første mand. Jeg er meget tilfreds med det navn.

Hvordan har lærerne på Kunstakademiet påvirket dig?

Ja, de har jo påvirket mig på så mange måder. Jeg var så ung, da jeg kom ind. Kun 16 år. Først på Billedhuggerskolen ved en lærer, der hed Gottfred Eickhoff. Der er to billedhuggerskoler.

Formsproget med at være billedhugger er grundlæggende – også når du tegner?

Ja, det er det. Jeg har slet ikke noget farvebegær – eller nogen farve-evne.

Jeg har altid være så optaget af Palle Nielsen (lærer på Grafisk Skole). Se de to billeder der – dem har han lavet. Han var en fantastisk grafiker. Ham var jeg så betaget af. Han har ligesom også haft en historie – på mange måder var det ofte en smuk undergangshistorie. Han var jo fra krigens tid, var også ung under krigen. Han kom meget hos Clausens Kunsthandel, hvor der kom nogle fantastiske kunstnere.

Da jeg boede i København, var der inde bagerst i Clausens Kunsthandel et stort mørkt rum. Det fik jeg lov til at bruge som atelier. I 6-7 år sad jeg dernede. Det var så vidunderligt. Min mand og jeg boede på Christianshavn, indtil han fik arbejde på universitetet. Der skulle vi kun være i 2 år. Det var på den måde, at jeg tænkte, okay, så tager jeg med til Fyn.

Der er et sted, hvor du i en anden tekst siger: ”Min skæbne var beseglet.” Det var, da du med din mor på en togrejse mødte Harald Isenstein, som var kendt fra et radioprogram.

Det var også rigtigt. Sådan har jeg opfattet det. Det var fantastisk. Samtidig syntes jeg også, at det var et svineheld.

Den der gamle mand var så beskæmmet, fordi han ved et uheld var kommet til at rive tæppet af mig om natten. Vi rejste i en liggevogn, hvor der kunne ligge 4 – eller var det 6? Om natten var han så kommet til at rive tæppet af mig. Jeg var ikke vågnet op eller noget. Og så havde han skrevet et pænt brev, der lå på min seng, da jeg vågnede. Han undskyldte, at han var kommet til at rive tæppet af mig. Han havde lagt det hen over mig igen og været så beskæmmet. Det havde været pinligt.

Da min mor på den måde fandt ud af, hvem han var, og at han havde undervisning, så fik hun mig straks meldt ind på hans kunstskole. Han syntes, jeg var så dygtig, at jeg måske kunne få en tilværelse med at lave voksmannequiner. He-he!

Det syntes min mor ligesom var lidt for pauvert.

Men det var faktisk et spændende univers. Han havde været en stor mand i Tyskland før krigen. Så sad vi i en lillebitte lejlighed og drak the af glaskopper. Han havde fantastisk kunst på væggene, bl.a. franske impressionister, som han på en eller anden mærkelig måde havde fået reddet med ud af Tyskland, da han flygtede. Han boede på Frederiksberg, kan jeg huske.

Så kom jeg jo på Kunstakademiet. Det var en fantastisk verden. Det var det simpelthen. Vi holdt til ovre ved Frederikshavns Kanal i de smukke, smukke gamle gule bygninger, og så var der 4 eller 5 enormt store atelierer til venstre for os, og der var vægmalerier af bl.a. Constantin Hansen – altså, der var et fantastisk miljø.

Men jeg ville bare hele tiden gerne udtrykke mig, da jeg gik der på Billedhuggerskolen, og jeg havde lige vundet en stor sommerkonkurrence, arrangeret af skolen.

Og så blev jeg simpelthen syg.

På hvilken måde?

Ja, syg oppe i hjernen på en eller anden måde. Jeg fik en slags neurose, og så blev jeg indlagt på et sted, der hed Montebello. Jeg havde det ikke godt. Der var jeg nok indlagt i et halvt år.

Der var en vidunderligt sød psykiater, der hed Auken – Kirsten Auken. Kan du huske hende? Hun var mor til hele den der store Auken-familie. En vidunderlig kvinde.

Hun havde mig i konsultation og spurgte: ”Hvad vil du helst?” Jeg sagde, at jeg ville så gerne på Grafisk Skole. ”Så tager du fri i morgen og tager derind og spørger”, sagde hun. Det gjorde jeg så.

Det lå også på Kunstakademiet. Der var den gamle Hjort-Nielsen og Palle Nielsen, for de underviste der. Så spurgte jeg, og de sagde: ”Ja, selvfølgelig!” – og så blev jeg straks udskrevet fra Montebello og begyndte på Grafisk Skole.

Det var bare lykken!

Ja, det var! Det var et held, og det var fantastisk.

**Sys Hindsbo med én af de himstregimser, som indgår i hendes værker.**

Dette held – denne skæbne – blev også starten på en smuk og livslang karriere som én af Danmarks helt store og mest markante kunstnere. Lad mig citere Pia Tafdrup: ”Er der nogen, der har sat en personlig signatur i dansk billedkunst, lige fra sin debut, er det Sys Hindsbo.”

**En anden inspirationskilde i atelieret – en lille armløs træsnitsfigur af Kristus**.

Denne samtale med Sys Hindsbo er meget personlig, og der er mange ting i hendes fascinerende livshistorie, der kunne uddybes endnu mere, men det må blive til en anden god gang. Historien er omhyggeligt fortalt med hendes egne ord, og jeg håber, at læseren dermed også fornemmer tonefaldet, glæden og roen. Her er et menneske, der hviler helt i sig selv.

Billedkunstneren og grafikeren Sys Hindsbo fylder 80 år den 12. marts. Hun stortrives i sit hyggelige stråtækte bindingsværkshus, Havehuset, langt ude på landet, omgivet af naturen og sammen med hendes mand, Karsten Frederiksen.

Hver dag nyder hun at gå ud og arbejde i det smukke moderne atelier, som er tegnet af Niels Truelsen, der også var Fåborg Museums arkitekt.