Pikant KANTfernisering med tale, trampedans og fredagsbar

Ingen fernisering uden sang

Gruppen De Desperate er alle som én kunstnere med kant og personlighed, og set udefra er det helt tydeligt, at de som mennesker fungerer rigtig godt sammen. De inspirerer hinanden, snakker på kryds og tværs og er spontane sammen. De får ting til at ske. Denne udstilling viser tydeligt, at en masse godt og originalt er vokset ud af dette lokale samspil – til trods for den påtvungne corona-pause. Det er som en organisk proces, der gradvist vokser og blomstrer.

Alle er nogenlunde jævnaldrende og er nu (for kvindernes vedkommende) nået til klimakteriet, hvorfor netop det tema naturligvis er blevet vendt og drejet. Det var første forslag som udstillingens tema, men blev nedstemt, da gruppen har fået et mandligt medlem, nemlig vores lokale pop-kunstner, Søren Ingeman Petersen. Temaet blev så omformuleret til det mangekantede begreb KANT, som især står for overgange og grænser – kanter, der kan være skarpe, bløde, flossede, runde, slørede, ophøjede, slidte, uventede, rillede… de kantede adjektiver står i kø.

Her følger Mette Holdes tale:

De Desperates fernisering 19. aug. ´22

God aften og hjertelig velkommen til De Desperates fernisering!

Aftenens program er således, at vi synger en sang, derefter siger vi lidt om udstillingen, trampedans ved Maike og Jørgen, og udstillingen er åben. Efterfølgende er der tapas og vin.

Vi er den tidligere billedskolebestyrelse, og vi ville/og vil også stadigvæk lege/skabe. Præsentation af de desperate: Karen, Jette, Helene, Mette har været med hele vejen, og nu også Marie og Søren.

Vi var først på året på kursus hos billedmager Jane i at lave egne bøger med tryk på en helt ny måde.

Så har vi lavet tryk med forskellige kanter, fordi årets tema er Kant. Vi har prøvet at eksperimentere lidt mere end tidligere med forskellige materialer i trykkeprocessen. Og selve trykpressen, som mange af billederne er lavet på, er selveste John Olsens smukke trykpresse. Den stod hos Maries mor Jette Nevers på Langeland, og der var vi så heldige igen at være velkomne på studietur i marts, på vanlig desperate måde -Marie havde taget fejl af en dato og kunne ikke være der lørdag, Helene fik corona, og Karen måtte tage hjem midt i det hele til en temmelig syg dreng!! Men det kunne ikke stoppe arbejdet og overvældelsen af stedet – den fantastiske gård, vandet og stranden og ikke mindst dejlig mad og de gode snakke.

Også Sys Hindsbo og Karsten er large med deres bolig, så igen – denne gang mega-spontant – fik Karen arrangeret en studietur til Olevano i Italien hen over pinsen. Der var med det korte varsel kun Mette, der kunne få fri fra arbejde, men til gengæld tog vi vores døtre, Viktoria og Tove Marie med, plus kæreste og kusine. Det blev en fantastisk tur, igen med studier i de små hyggelige gader, yoga på toppen af byen hver morgen, lækker mad forberedt i lejligheden i grupper på bedste højskolemaner, udvidende snakke, og så var det sommervejr denne gang! Karen og jeg måtte flere gange nive os selv i armen og kramme hinanden af bar lykke!!!

Søren:

Til årets udstilling har vi valgt temaet ”Kant”.

Der er som bekendt mange kanter i livet. For os desperate er vi midt i overgangsalderen, hvilket bl.a. medfører store ændringer fx i hormonbalancen, hvilket kan give sig udslag i svedeture, humørsvingninger, sårbarhed og hjertebanken! Fysisk sker der også ændringer: Kroppen ældes, vi bliver mere stive, noget fucker med hjernen, vi kan ikke mere løbe så stærkt som tidligere, og jobfunktion må ændres.

Børn flytter hjemmefra, nogle skilles – det har vi holdt os fra i Desperate indtil videre, men det er måske fordi vi bor i en udkant, eller vi lever på kanten mellem drøm og virkelighed. Vi kanter os i hvert fald igennem livet, og vi er nogle gange lidt flossede i kanten, vi får slebet kanterne af, efter at have været på kant med nogen, nogle gange så langt ude, at det er på kant med loven, nogle gange lige til kanten, og et par gange ud over kanten!!

Vi har i vores søgen efter kanter fundet kantbånd, kantsten, kantareller, kantater og kantianere. Vi har fundet vandkanter, grøftekanter, hårkanter fedtkanter, ægkanter, prædikanter og fabrikanter. Her er en musikant og en scenekant. Og I aften vil vi prøve at være pikante, markante og signifikante!!

Lod os kante os igennem en trampedans!!

De Desperates udstillingen ´22 er nu åben!!!


Musikken:

Peter Mondrup spillede på klaver og Maike på fløjte på pladsen udenfor, mens Jørn Havelund underholdt på guitar inde i galleriet.

Maike sang derefter for på en gammel trampedans på pladsen, der fik alle til at grine højlydt, mens de trampede i rundkredsen og sang med på omkvædet.

Det mindede om Fritz Sybergs kendte maleri: Aftenleg i Svanninge Bakker.

Skæmtevisen:

Den første dag på Krogsdalsgården

  1. Den første dag på Krogsdalsgården, da fik vi nældekål  ://

Men det var af de nælder som i grøften stod i fjor,

Tra-u-li, trau-lej, trau-li-u-lej.  ://

  • Den anden dag på Krogsdalsgå´rn, da fik vi risengrød  ://

Men grøden den var sveden, så den var ganske rød.

Tra-uli….

  • Den tredje dag på Krogsdalsgår´n, da fik vi øllebrød.  ://

Men det var af de krummer, som af Herrens bord faldt ned.

Tra-u-li…..

  • Den fjerde dag på Krogsdalsgår´n, da fik vi hønsekød.  ://

Men det var af de høns, som af tuberklerne var død,

Tra-u-li ….

  • Den femte dag på Krogsdalsgår´n, der fik vi svinekød   ://

Men det var af de svin som af den sorten pest var død,

Tra-u-li  …..

  • Den sjette dag på Krogsdalsgår´n, der fik vi ingenting  ://

Da måtte vi nøjes med den klare brændevin,

Tra-u-li  ……

  • Og den, der synger denne sang og lægger noget til  ://

Hans skal ha´brød og kaffe og brændevin dertil,

Tra-u-li  …….

  • Og den, der synger denne sang og trækker noget fra  ://

Han skal ha´ris i røven og har skåret ørerne af,

Tra-u-li ….

  • Og hvis I gerne vide vil, hvem visen skrevet har  ://

Så´r det de karle og de piger som på Krogsdalsgår´n har tjent

Tra-u-li…….

Skæmtevise, som fortæller om livet på herregårdene for ”de fastansatte”.

Man underholder hinanden og karikerer de vilkår, knægtene og pigerne havde som arbejdsfolk på herregården, hvor man var ansat ”med kost og logi” og uden nævneværdige rettigheder.



Jeg kan ikke dy mig for at kommentere lidt mere om udstillingens største værk og det eneste af Søren, der – til trods for at han først kviede sig ved emnet overgangsalder – var den eneste, der specifikt kantede sig ind på det og fabulerede over det.

Værket består af seks mindre kvadratiske billeder, ordnet som 2 x 3. Fællesnævneren i hvert felt er det tilsyneladende blød- eller hårdkogte æg i et prosaisk lyseblåt æggebæger lige under en skematisk livmodertegning i nederste højre hjørne eller diverse symbolske og finurlige skildringer af det samme. Æggelederne og æggestokkene ligner på de fem billeder forskellige slags følehorn og frugter/frø/knolde i forskellige former fra græshoppens til de kinesiske dragehoveder oppe over et langskægget kinesisk æggehoved, dernæst forglemmigejblomster ud fra et purungt blåøjet pigeansigt med havfrueskæl på kroppen, et dødningehoved med en slags piratsymbol af knogler bagved og endelig de let bedrøvede/søgende øjne forbundet med en æggeformet hjerne set oppefra. Man siger, at øjnene er sjælens spejl. En mindre poetisk, men nok mere præcis beskrivelse er, at øjnene er der, hvor hjernen ser direkte ud på verden.  

Alt i alt er Sørens værk et overflødighedshorn af munter surrealistisk symbolik omkring livets kredsløb – æg, fødsel, livets faser og slutning.  


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.